Læger kan træne sig til god kommunikation

I Ugeskrift for Læger den 12. oktober 2015 [1] skriver stud.med. Søren Valgreen Knudsen, at lægerne bør lære at kommunikere med patienterne.

Jeg nærer den største respekt for lægefaget, men jeg giver også Søren Valgreen Knudsen ret. En del læger behersker selvfølgelig kommunikationen, men det skyldes nok snarere erfaring og almindelig learning by doing, end at kommunikation har fået den store opmærksomhed under eller efter studiet.

Øvelse gør mester i alle fag. I min branche er det også sådan, at man efter fire år på skuespillerskolen kan sætte sig ind i en rolle og lære ordene udenad. Men man er ikke forberedt på den dag, hvor publikum pludselig gør noget anderledes end forventet – eller forberedt på at glemme replikkerne.

Man kan selvfølgelig ikke øve sig til erfaring – men man kan komme langt. Og når jeg, måske lidt utraditionelt, skriver her i Ugeskriftet, er det fordi, jeg gerne vil gøre opmærksom på en mulighed, som de fleste læger nok slet ikke kender til, men en voksende skare benytter sig af. Det er selvfølgelig ikke en særlig ønskværdig situation, at læger øver sig på patienter. Men man kan heldigvis øve sig på professionelle skuespillere, som har specialiseret sig i at agere patienter.

Psykiatrien i Odense bruger for eksempel skuespillere, og på medicinstudiet ved jeg, at man har taget idéen til sig og benytter sig af skuespillere for at give de studerende chancen for at øve sig i at kommunikere med patienter. Det er ikke sjov og spas, det er faktisk dødelig alvor. Skuespillerne fortæller ikke, hvordan man kommunikerer, men giver de studerende chancen for at træde ind i et rum, der er så tæt på virkeligheden, som de kan komme. Fordi skuespilleren kan blive patienten i kød og blod. Et menneske med de reaktioner og følelser, en læge ikke kan undgå at møde. Vrede, afmagt og sorg f.eks.

Jeg har ofte tænkt på, at man som læge har én chance til at fortælle en patient en forfærdelig sandhed. Og gør man det forkert eller uden indlevelse og forståelse for patientens situation, kan det ikke gøres om.

I mødet med skuespilleren får lægen en uvurderlig chance for at blive klogere på egne forcer, brister og virkemidler. Han eller hun kan øve sig uden blusel, prøve ting og idéer af og få en ægte reaktion med det samme. Og på den måde stå bedre rustet til mødet med de virkelige patienter og de svære samtaler.

Derfor er jeg så glad for, at Søren Valgreen Knudsen tager denne udfordring op. Den er vigtig at tage hånd om og diskutere.

Det har altid været hjerteblod for mig, at forskellige faggrupper brugte hinanden bedre og udnyttede hinandens ekspertise. Et samarbejde mellem læger og skuespillere gavner den allervigtigste gruppe her – patienterne.