Skip to main content

Læger til udkanten

Styrk de små sygehuse, så de bliver attraktive at arbejde på. Så skal lægerne nok komme. Sværere er det ikke.

Akutlæge Andreas Vejen Lønborg, Nykøbing Falster Sygehus
E-mail: andreas.loenborg@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

30. jan. 2017
2 min.

Debatten raser om lægemanglen i områderne langt fra de store byer. Parallelt hermed fortsætter centraliseringsbølgen, mange små sygehuse er lukket gennem tiden, supersygehuse bygges. Målet med centraliseringen er god og lige patientbehandling for alle danskere, dette er fornuftigt. Spørgsmålet er, om midlerne er fornuftige. Lad mig komme med et par påstande, som jeg finder troværdige:

1) Jo flere supersygehuse, der bygges, jo større de bliver, jo mere centralisering, jo sværere bliver det alt andet lige at tiltrække læger til periferien, idet læger naturligt helst vil være der, hvor der er flest muligheder, og hvor udviklingen sker. Man har i mange år dyrket centraliseringen, og det er i det lys ikke overraskende, at lægerne har nedprioriteret de små lukningstruede sygehuse.

Man har i mange år dyrket centraliseringen, og det er i det lys ikke overraskende, at lægerne har nedprioriteret de små lukningstruede sygehuse.

2) Langt de fleste patienter burde kunne behandles lige så godt på et lille lokalt sygehus som på et stort supersygehus. En topti over almindelige medicinske diagnoser dækker en meget stor andel af indlæggelser. Pneumoni, KOL i exa, dehydratio, UVI, dysreguleret diabetes, AFLI, DVT, mindre apopleksier etc. Alle tilstande som kun sjældent behøver et supersygehus' specialkompetencer, men som behøver en kompetent lægefaglig tilgang samt relevante støttefunktioner.

Derfor vil jeg påstå, at de mindre sygehuses problem primært er et rekrutteringsproblem og ikke et størrelsesproblem. Derfor lyder min opfordring: Lad os få løst rekrutteringsproblemet, så skal vi nok få velfungerende mindre sygehuse med alle de unikke fordele, som de repræsenterer for patienter og lokalsamfund.

Rekrutteringsproblemet skal løses ved en række tiltag, der alle gør det attraktivt for læger at søge ud. Der skal tænkes kreativt og fordomsfrit. Løn, ansættelsesvilkår, efteruddannelse, etablering af professorater, forskningsmidler, prestigeprojekter, mere ansvar, fleksibilitet etc. Skab forhold, der giver lægelig kollegial anerkendelse. Sværere er det heller ikke. Så skal der nok blive sendt flere jobansøgninger afsted. Endvidere formoder jeg, at disse tiltag samlet set er billigere, end at lade de ukomplicerede patienter behandle på dyre og komplekse supersygehuse.