Skip to main content

Lægernes Pensionskasse nedsætter pensionen

♠ Øjenlæge John Carlsen, Smørum. E-mail: johncarlsen@dadlnet.dk

14. jun. 2010
3 min.

Lægernes Pensionskasse har af udvalgte hellige fået påduttet en såkaldt etisk investeringspolitik og har tilsluttet sig forskellige konventioner desangående, men har aldrig spurgt sine menige medlemmer til råds. Mens investeringsetikken er sat i højsædet, må medlemmerne se deres pensioner formindsket!

Etisk investeringspolitik er for mig at investere der, hvor der er størst afkast til pensionskassens medlemmer, i aktiviteter, der er almengyldige i det danske samfund, og det kunne f.eks. være i våbenindustrien, hvis afkastet af investeringen er god; Danmark jo som bekendt krigsførende.

Pensionskassens første bud bør altid være højest mulige pensioner til medlemmerne.

> Svar:

Administrerende direktør Niels Lihn Jørgensen, Lægernes Pensionskasse

Der skal ikke herske tvivl om, at pensionskassen investerer medlemmernes penge med henblik på at opnå det størst mulige afkast. Investeringerne sker under hensyntagen til risici, pensionskassens reserver og de lovmæssige rammer, som alle pensionskasser er underlagt. Herunder at vi ifølge lovgivningen skal arbejde for at sikre medlemmerne det størst mulige afkast.

Derfor glæder vi os også over, at en uafhængig undersøgelse foretaget af Kirstein Finansrådgivning i 2009 viste, at Lægernes Pensionskasse i perioden 1991-2008 har præsteret et afkast af formuen på i gennemsnit 8,1 pct. om året før pensionsafkastskat. Et afkast, som både er højere end gennemsnittet for branchen og bedre end gennemsnittet af såvel pensionskasser for akademikere som kommercielle selskaber og arbejdsmarkedspensioner. Og afkastet har samtidig været højere på både fem, ti og 15 års sigt, viser analysen.

På pensionskassens generalforsamling, hvor alle medlemmer kan deltage og tage ordet, fremlægges grundlaget for investeringspolitikken. Særligt i de senere år har de delegerede diskuteret etik og socialt ansvarlige investeringer og tilkendegivet, at pensionskassen skal arbejde aktivt med etik i investeringerne. Det ønske har bestyrelsen naturligvis efterkommet.

Bortset fra tobak, investerer pensionskassen i dag i de fleste aktiviteter, som er alment accepterede i det danske samfund. Det er netop udgangspunktet for vores retningslinjer for at sikre socialt ansvarlige investeringer. Danmarks officielle politik danner rammen for, hvad der er alment accepteret, og her støtter vi os til en række FN-konventioner, som Danmark har tiltrådt. Det gælder f.eks. konventioner mod klyngebomber og andre antipersonelvåben, arbejdstagerrettigheder, miljølovgivning og antikorruption. Dermed ligger vi på linje med andre nordiske institutionelle investorer, og vi samarbejder for at sikre, at de virksomheder, vi investerer i, overholder internationale spilleregler.

Pensionskassen investerer altså ud fra såvel etiske som investeringsmæssige overvejelser. Forbrugere, investorer, interesseorganisationer og politikere over hele verden er blevet meget opmærksomme på, om virksomheder agerer ansvarligt. Overtræder en virksomhed de gældende normer og regler, risikerer den, at offentligheden vender sig imod den - eksempelvis i form af boykot af dens varer eller tjenester - hvilket kan have alvorlige konsekvenser for virksomhedens økonomiske resultater og dermed for investorerne. Pensionskassen arbejder også derfor med etik i sine investeringer, så medlemmerne kan få det højest mulige afkast og dermed den bedst tænkelige økonomiske sikring, når de går på pension.