Skip to main content

Lægestanden bør stå fast

Opfattelsen blandt flere kolleger er angiveligt, at når patienterne/forbugerne nu så gerne vil have alternativ behandling – så lad dem dog få det.

Tegning: Lars-Ole Nejstgaard
Tegning: Lars-Ole Nejstgaard

Speciallæge i neurologi, København, Bjarke á Rogvi-Hansen
E-mail: arogvix@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

15. feb. 2016
2 min.

"The modern healthcare system is increasingly becoming a consumer-directed industry". Det fastslår det amerikanske revisionsfirma PWC i en rapport fra i år, hvor "patienter" i sundhedssystemet konsekvent omtales som "forbrugere", og den nye tendens i sundhedsvæsenet omtales som drevet af "konsumerisme" [1].

De, som med skuldertræk måtte afvise dette som noget, der foregår over there, skulle tage at læse artiklen "Læger udfordrer skepsis over for alternativ behandling" en gang til [2].

Opfattelsen blandt flere kolleger er angiveligt, at når patienterne/forbrugerne nu så gerne vil have alternativ behandling, så lad dem dog få det af lægen – med lidt fiksfakseri med afregningen til regionen, hvor den alternative behandling registreres som en almindelig konsultation, så ender alle jo med at blive glade.

At en antropolog (professor ved Syddansk Universitet, Helle Johannessen) finder, at det er fint, er hvad det måtte være. Argumentet er, at når det nu kniber gevaldigt med at finde (natur-) videnskabelig evidens for metoderne, må det jo være måden, de testes på, der er noget galt med.

Som eksempel nævnes akupunktur, hvor det i flere tusinde artikler ikke er lykkedes at påvise nogen synderlig effekt, men et gennemgående træk er, at det er ligegyldigt, om man stikker i akupunkturpunkterne eller ved siden af. Mere bekymrende er det, at videnskabsmanden, cand.med., dr.med., professor Asbjørn Drewes fra Aalborg Universitetshospital, har givet fuldstændig op, "fordi det er meget besværligt at lave evidensbaseret forskning på området". I stedet foreslår han, at vi ser på "markedsmekanismerne": Hvis patienterne/forbrugerne efterspørger behandlingen og har gjort det længe nok, så er det nok, fordi behandlingen virker.

For at gøre ondt værre henviser han til, at kiropraktorerne jo også kom ind i det etablerede sundhedssystem trods manglende evidens. Beslutningen om at indføre kiropraktikken var rent politisk, og der er ingen tvivl om, at det kun var begyndelsen.

Men skal lægestanden ikke stå fast her? Lad politikerne gøre, hvad vælgerne/forbrugerne giver dem mandat til, og overlad den ikkeevidensbaserede behandling til de kloge koner m/k.

Hvordan kan patienterne ellers have tillid til, at den anden behandling, lægen giver dem, har været testet videnskabeligt og ikke er udtryk for et modelune lanceret af et dameblad/journalistisk indslag i fagblad for læger?

For som den amerikanske astronom og skeptiker, Neil deGrasse Tyson, drilagtigt spørger: Hvad kaldes alternativ medicin, der beviseligt virker: medicin!

Referencer

LITTERATUR

  1. Consumerism in health services. www.pwc.com/us/en/health-industries/health-services/healthcare-consumerism.html. 2016.

  2. Johansen FK. Læger udfordrer skepsis over for alternativ behandling. Ugeskr Læger 2016;178:114-6.