Skip to main content

Løhde til kritisk læge: Vi prioriterer dagligt

Læge Thomas Emil Christensen har skrevet flere åbne breve til sundhedsminister Sophie Løhde. Nu giver hun ham svar på tiltale i et åbent brev sendt til Ugeskrift for Læger.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (Venstre)
E-mail: sum@sum.dk
Interessekonflikter: ingen

8. dec. 2015
5 min.

Sundhedsvæsnet er i risiko for at kollapse inden for få år, hvis ikke politikerne begynder at prioritere, og sygehusene undlader at behandle eksempelvis meget gamle og uhelbredeligt syge kræftpatienter. Det er hovedbudskabet fra læge Thomas Emil Christensen, der i en række indlæg i dagspressen og her i Ugeskrift for Læger giver udtryk for, at han er bekymret for sundhedsvæsnets fremtid.

Jeg har generelt stor respekt for mennesker, som brænder for noget og er dybt engagerede i det, de laver. Og jeg vil gerne kvittere for, at Thomas Emil Christensen kommer med forslag til, hvordan vores sundhedsvæsen kan blive bedre – også selvom jeg ikke deler hans opfattelse af sundhedsvæsnets tilstand og er uenig i hans løsningsforslag.

Jeg mener eksempelvis ikke, at vi kan lade være med at behandle mennesker, bare fordi de er blevet gamle og syge. Og jeg synes også, man skal være varsom med at skære alle uhelbredeligt syge kræftpatienter over en kam og mere eller mindre pr. automatik undlade at tilbyde dem livsforlængende behandling, fordi det med Thomas Emil Christensens egne ord »vil koste for mange penge«.

Prioritering

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at jeg er uenig i, at det nødvendigt at prioritere i sundhedsvæsnet. Vi kommer nemlig ikke uden om sundhedsøkonomiske prioriteringer, for vi har ikke ubegrænsede ressourcer. Og der bliver også prioriteret. Det sker hver eneste dag, både på regionsgårdene, på sygehusene og for den sags skyld på Christiansborg og i Sundheds- og Ældreministeriet.

De årlige forhandlinger om finansloven og satspuljen er udmærkede eksempler på politiske prioriteringer. Når vi i regeringen øremærker penge til eksempelvis kræftområdet og ældre medicinske patienter, samtidig med at vi omprioriterer nogle af den tidligere regerings afsatte midler på finansloven, er det jo netop, fordi vi som politikere har forskellige syn på, hvordan pengene skal bruges i sundhedsvæsnet. Derfor har jeg også svært ved at genkende billedet af, at vi politikere »kryber i flyverskjul« og ikke tør træffe svære beslutninger.

Vi kommer nemlig ikke uden om sundhedsøkonomiske prioriteringer, for vi har ikke ubegrænsede ressourcer. Og der bliver også prioriteret. Det sker hver eneste dag

Thomas Emil Christensen beskriver også sundhedsvæsnet som et »politisk marionetteater«, hvor man er travlt optaget af at underholde politikere og bruger tid på ligegyldige tal, der skal vise, at vi politikere gør det godt. Den påstand kan jeg personligt klart afvise. Jeg er bestemt ikke optaget af at få præsenteret alle mulige tal, der i bedste fald ikke kan bruges til noget som helst og i værste fald tegner et forkert billede af de faktiske forhold i sundhedsvæsnet.

Bureaukrati

Jeg kan godt følge de sundhedspersoner, der mener, at bureaukratiet er gået for vidt, og at man bruger for meget tid på afkrydsningsskemaer og unødig dokumentation. Det er også derfor, at vi eksempelvis på sygehusene udfaser Den Danske Kvalitetsmodel, som flere fagfolk har kritiseret for at være for tung og bureaukratisk.

Men omvendt mener jeg også, at vi er nødt til at få tal, som vi bl.a. kan bruge til at følge med i, om eksempelvis den lovgivning, vi vedtager i Folketinget, eller om de ekstra penge, vi bevilger til bestemte formål, virker efter hensigten. Og jeg føler mig overbevist om, at eksempelvis monitoreringen af kræftpakkeforløbene har været med til at trække udviklingen i den ønskede retning. For ved at synliggøre, hvor der er konkrete udfordringer med at leve op til de faglige tidsfrister, bliver det muligt at sætte ind dér, hvor det er nødvendigt, og hvor det kommer patienterne til gavn.

Thomas Emil Christensen mener også at vide, at jeg og andre politikere nærer mistillid til sundhedspersonalet og vil detailstyre alting. Vi ødelægger personalets arbejde med »politisk detailstyring« og blander os »i højtuddannede fagfolks konkrete dispositioner og faglige skøn«.

Jeg vil gerne understrege, at jeg har den største tiltro til læger og har fuld tillid til, at de lever op til det store ansvar, de har over for patienterne. Det er bl.a. derfor, at jeg ikke er bekymret for, at en 30-dages behandlingsret, som regeringen vil genindføre, vil resultere i indikationsskred og overbehandling. For jeg forventer naturligvis, at lægerne kan stille de rette diagnoser og kun eksempelvis opererer patienter, hvis det er nødvendigt ud fra en faglig betragtning.

Tonen i debatten

Thomas Emil Christensen vil desuden gerne give indtryk af, at jeg ikke tør at være sundhedsminister. Intet kunne være mere forkert. Jeg står gerne på mål for de valg og prioriteringer, som jeg og den øvrige del af regeringen foretager på sundhedsområdet, men jeg vil samtidig tillade mig at appellere til en ordentlig tone i debatten.

For selvom jeg egentlig godt kan lide, at man kalder en spade for en spade, så synes jeg trods alt godt, at man kan slå en lidt mindre krigerisk tone an, når man udveksler synspunkter. Vi er jo ikke modstandere, der bekriger hinanden – sådan opfatter jeg det i hvert fald ikke. Vi er på mange måder allierede, der kæmper for den samme sag; nemlig at gøre vores sundhedsvæsen bedre. Og eksempelvis at sammenligne danske politikere med statsledere i det tidligere DDR og hævde, at vi tegner sminkede billeder af sundhedsvæsnet, er komplet useriøst og fordrer ikke til dialog.

Men man kan jo godt lytte, selvom man ikke taler, og jeg lytter skam gerne på fagfolk og andre, der har kvalificeret input til, hvordan vi kan gøre sundhedsvæsnet bedre til gavn for patienter og sundhedspersonale. Men min høresans bliver sjældent skærpet af, at der bliver råbt højere og mere skingert. Tværtimod. Jeg foretrækker en saglig debat om sundhedsvæsnet og dets fremtid, hvor der er gensidig respekt for hinandens holdninger, og hvor ingen påberåber sig at have patent på sandheden.

Læs også: Lægen, der råber op