Replik
Lovmæssig usikkerhed om utilsigtede hændelser og disciplinæransvar
Retssikkerheden i den nuværende lovgivning er uklar.
15. mar. 2018
3 min.
Indrapporteringerne af utilsigtede hændelser (UTH) hviler på en forventning hos læger og andre sundhedspersoner om, at rapporterne ikke bruges i klage- eller endog straffesagssammenhæng, apropos den aktuelle diskussion om Styrelsen for Patientsikkerheds nye "proaktive" stil. Tager man den nuværende udformning af reglerne for UTH efter sundhedsloven for pålydende, vil kun rapportøren selv nyde immunitet i forhold til disciplinærforfølgning m.v. (§ 201). Samtidig synes det at være en udbredt forståelse i nogle patientsikkerhedskredse, at loven skal "fortolkes" til også at omfatte rapportørens kolleger. Det er ikke godt nok for retssikkerheden, og den nuværende formulering af sundhedslovens § 201 er således et problem. Sundhedsloven bør revideres på dette afgørende punkt for at rydde enhver tvivl af vejen. Nedenfor gennemgår vi lovgivningen, som den ser ud i dag.
Samtidig synes det at være en udbredt forståelse i nogle patientsikkerhedskredse, at loven skal "fortolkes" til også at omfatte rapportørens kolleger
Immunitet
En sundhedsperson, der som led i den faglige virksomhed bliver opmærksom på en UTH, skal ifølge sundhedsloven ”rapportere hændelsen til regionen” (§ 198), og ”den rapporterende person kan ikke som følge af sin rapportering underkastes disciplinære undersøgelser [m.m.]” (§ 201). Rapportøren opnår altså "immunitet", men kun i forhold til foranstaltninger baseret på UTH-rapporteringen. Men hvad så med kollegaen, som måske "forårsagede" UTH? Efter ordlyden omfattes denne ikke af immuniteten. Men vil man så ikke afskrækkes fra at indrapportere af hensyn til kolleger? Eller kunne der gå strategi i selv at være rapportør?
Problematikken kan også have betydning i sagsbehandlingen af rapporteringer. Behandlingen er pålagt særlig tavshedspligt (§ 200), idet ”oplysninger om enkeltpersoner, der indgår i en rapportering […] er fortrolige”, ligesom de kun må videregives lokalt til dem, som varetager UTH-opgaver. Men hvad så hvis det i en række UTH-rapporter står klart, at en sundhedsperson frembyder åbenbar fare for patientsikkerheden? Indrapporterer vedkommende selv, nyder denne immunitet. Men hvad så hvis en kollega er rapportør?
Retssikkerheden
I UTH-bekendtgørelsens § 7 fremgår det, at ”videregivelse af rapporteringer til Patientombuddet skal ske i anonymiseret form […]”. Det taler for at fortolke lovens § 201 udvidende. Formålet med anonymitet angives i UTH-vejledningen som følger: ”Det anses for væsentligt for patientsikkerhedssystemets funktion, at en rapporterende person ikke afholdes fra, men tilskyndes til at rapportere utilsigtede hændelser”. I forslaget til den oprindelige patientsikkerhedslov anførtes målet tilsvarende at være ”et ubetinget fortroligt system, hvor den indrapporterende sundhedspersons identitet ikke må videregives”. Henholder man sig til det specielle formål at afkoble det disciplinære og strafferetlige system fra rapporteringssystemet for helt at undgå, at sundhedspersoner afholdes fra at indrapportere, må immuniteten antages også at gælde "indrapporterede" sundhedspersoner, jf. [1]. Fremdrages derimod patientretssikkerhedslovens overordnede formål: ”at forbedre patientsikkerheden i sundhedsvæsenet” (§ 1), kunne nogle fristes til lejlighedsvis at tage § 201 for pålydende.
Ofte forekommer § 201 at forstås som: ”Der kan ikke som følge af rapporteringer underkastes sundhedspersoner disciplinære undersøgelser [m.m.]”, medførende fuld immunitet i UTH-systemet. Af hensyn til sundhedspersoner, sagsbehandlere og ikke mindst ordningens formål kunne det være ønskeligt, om denne forståelse, såfremt den er den rigtige, fremgik klarere af loven.
LITTERATUR
1. Madsen HB. Sundhedsret. DJØF's Forlag, 2007:62.