Måske bliver jeg en skønne dag speciallæge?

Der har for nylig været en del polemik blandt yngre læger og regionsrådsmedlemmet Kirsten Lee. Omdrejningspunktet var nedlæggelsen af seks ud af ti skadestuer i nattetimerne i Region Hovedstaden. Efter de nye tiltag er man blevet presset i en sådan grad, at det går ud over kvaliteten. Patienterne venter i urimeligt mange timer, og der er ingen hjælp at hente fra mere erfarne læger, da disse også er presset i bund. Endvidere er det nu helt slut med at få søvn på 18-timers-vagterne.

Kirsten Lee, en hædret pædiater og tidligere folketingspolitiker, så dog intet problem med at halvere lægestanden: »... hvis det føles som så stor en belastning, så er der noget galt med deres uddannelsesniveau. De kan jo ringe til andre læger på hospitalet og få hjælp ...«. Som et besynderligt plaster på såret gjorde hun herefter opmærksom på, at det var meget værre at være læge, da hun var ung, for da var arbejdsugen gerne på 80 timer.

Som ung læge er det ligesom at få en rask, tiltrængt tur med stokken hen over morfars knæ, når Kirsten Lee i hans ånd beretter om lægelivet før krigen, og hvor utaknemlig, doven og uduelig man er i dag. Den slags gør godt!

I det hele taget er jeg lidt vild med min ven Kirsten Lee. Når hun som Marie-Antoinette, der foreslog, at man spiste kage, når ikke man havde brød, bevidst overhører en desperat klage og siger, at man bare skal ringe efter den hjælpende hånd, der er sparet væk. Denne arrogance kostede Antoinette hovedet. Gud forbyde, at det samme skulle overgå Kirsten Lee.

Jeg personligt ønsker, at politikere som Kirsten Lee fandtes i hobetal. Særligt savner jeg én, som med Kirsten Lees forsyn kunne klare samfundets gordiske knuder med sin snilde. Tag f.eks. den manglende kollektive trafik. Man kunne jo prøve at inddrage buschaufførernes hviletid og i stedet tvinge dem til at køre 50% stærkere. Så længe Arbejdstilsynet blev holdt fra døren, skulle det nok gå alt sammen. Alle er glade.

Nogle taler om, at det er en skam, at unge KBU-læger, der havde glædet sig til at virke som læger gennem seks år, nu brænder ud på blot ét. At disse blot håber på overlevelse, indtil B-autorisationen er i hus, så de kan flygte i al hast. Ikke jeg. Jeg synes, at det er pragtfuldt. Vi kan jage de folk, der ikke kan klare mosten, til blødsødne Sverige, hvor man spilder tiden med anstændighed og respekt over for sine kolleger, ung som gammel. Og jeg kan måske alligevel en skønne dag blive speciallæge på trods af min anden herlige ven: fireårsreglen.