Skip to main content

Man binder os på mund og hånd

Mette Marklund, læge, ph.d., almen praksis, E-mail: mettemarklund@hotmail.comfotos Ugeskrift for Læger og Hung Tien Vu

15. mar. 2010
3 min.

For små ti år siden indtog jeg en veltilberedt middag i Domus Medica sammen med en større forsamling nyudklækkede læger. Under middagen musicerede et glimrende violinensemble med et varieret repertoire. Undervejs, mellem Heimlands lieder og Beatles udlagt for violin, dukkede PH's glimrende krigserklæring op. På denne vis indtog jeg min karrieres første muslingesuppe ledsaget af akkompagnementet til: »Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når bare vi kæmper for det vi kan li. Den som holder sjælen rank kan aldrig blive træl. Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv ...«

Og netop som vi troede, at turnus var det ultimative element af tvang ... så kom fireårsreglen!

Efterhånden er de eneste synlige rester af PH's fortræffelige livssyn bordlampen på sundhedsministerens kontor. Og den kaster tilsyneladende ikke lys over fornuftige løsninger.

»Man binder os på mund og hånd, med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri«.

I min optik er det problematiske ved fireårsreglen ikke fokuseringen på hurtigere specialistanerkendelse i sig selv. Nej, det bekymrende er nærmere, at man har indført endnu et element af tvang i den lægelige videreuddannelse. Der er noget formummet - nærmest middelalderagtigt - i den måde man tilgår medicinstuderende og nyuddannede læger på. Først tvinger man dem rundt på glødende kul for at få gjort eksamen færdig og endnu før den sidste brandvabel er helet, og de håbefulde kandidater bærer rusen hjem fra Domus Medica, står inkvisitionen på lur.

Først tvinges man til at love, at man vil udføre sit hverv omhyggeligt og samvittighedsfuldt og ifald nogen skulle have onde og grusomme hensigter med lægegerningen, sættes de nu på plads med en ed og en håndsoprækning. Det ér da en tankegang fra iglernes århundrede, at man skal love at opføre sig anstændigt?! Tænk hvis den samme form for diktatur kunne bruges til at fremtvinge et »mekanikerløfte« eller et »folkeskolelærerløfte«?

Med tommelskruerne på lover man så at være artig og behandle alle lige, hvorefter man kan træde ud på Vor Frue Plads og kalde sig »læge«. Men i samme sekund som det første spæde dagslys falder på den nybagte kandidat, klapper gabestokken af lodtrækningssystemer og tvangsansættelser tæt om hans hals. Og mens den klemmer ethvert selvstændigt initiativ ud af hans krop, kan man næsten høre ham hviske: »Hvad blev der af frihed, lighed og anstændig opførsel?«

»Vi leger skjul hos en som ved at skærme os mod ensomhed med søde kontrakter vi luller os i«. Med fireårsreglen fik den inkvisitoriske sundhedsmyndighed endnu et våben i hænde. Om end noget vagt formuleret, er den stadfæstede dom over forsætligt - såvel som uagtsomt - nøl, nu: Evig fortabelse af retten til at opnå speciallægeanerkendelse.

Yngre Lægers bestyrelse har fastholdt, at der med aftalen om fireårsreglen er fulgt gode ting med. Blandt andet flere uddannelsesstillinger. Glimrende! Alligevel vil jeg fastholde, at der er tale om århundredets største statskup på sundhedsområdet! Regeringen indser, at de mangler speciallæger og foreslår at oprette flere uddannelsesstillinger. Klogt! Regeringen truer Yngre Læger med at de ikke vil oprette stillingerne alligevel, hvis ikke Yngre Læger skriver under på, at deres medlemmer skal skynde sig at blive speciallæger ... Snedigt! Yngre Læger skriver under!?! Summa Summarum: Jorden brænder under regeringen, Yngre Læger stamper på gløderne. Ubegribeligt!

»Det lover vi med hånd og mund, i mørket før en morgenstund: At drømmen om frihed, bli´r aldrig forbi ...!«