Det er let at se en sammenhæng mellem de stigende udgifter til sygehusmedicin og de offentlige arbejdsgiveres skrappe udspil til de aktuelle overenskomstforhandlinger.
”Store besparelser i regionernes medicintilskud” lyder overskriften i Lægemiddelindustriforeningens nyhedsbrev, og som sædvanlig er budskabet ikke direkte usandt, men vinklet og selekteret, så resultatet bedst kan betragtes som desinformation. For mens regionernes udgifter til medicintilskud faktisk faldt med 2,2% i 2017, steg udgifterne til sygehusmedicin meget mere, så de samlede offentlige udgifter til medicin øgedes med 3,5%, eller ca. 500 mio. kr. Den krasse virkelighed er godt skjult bag Lægemiddelindustriforeningens tendentiøse overskrift!
Med den slags spin – parret med effektiv lobbyisme og markedsføring - er det lykkedes lægemiddelbranchen at skabe accept hos politikere, embedsfolk og læger for, at ny og dyr sygehusmedicin altid skal bruges og må koste, hvad den vil, næsten uanset hvor lille eller usikker effekten er. I de senere år er der sket en voldsom prisstigning på de nye præparater mod f.eks. kræft, gigt og sklerose. ”Hvis prisudviklingen på nye biler havde været som på kræftlægemidler siden 1970, ville min lille C3’er koste 7-10 mio. kr.”, forklarede sundhedsøkonom Jes Søgaard i 2017. Desværre er det på dette område ikke markedskræfter, men lobbyisme og manglende politisk mod, der styrer prissætningen.
Politikerne kan næppe lukke et regionshospital hvert andet år for at finde penge til dyr sygehusmedicin.
Interessant nok sætter lægemiddelvirksomhederne priserne på den dyre sygehusmedicin markant højere i Danmark end i Norge. Lægemiddelindustriforeningens direktør Ida Sofie Jensen forklarer det med, at Norge ikke har en forskende lægemiddelindustri som en væsentlig indtægtskilde for landet og derfor ”uden konsekvens” kan sætte priserne på ny medicin lavere. En slags afpresning bidrager således til, at priserne er højere i Danmark. Men ville Novo Nordisk, Lundbeck og de andre virkelig flytte ud af landet, hvis dyr medicin mod kræft, gigt og sklerose blev billigere? Jeg tror det ikke.
Udgifterne til sygehusmedicin var i 2007 ca. 4 mia. kr. og var steget til ca. 8 mia. kr. i 2015. Man forventede i 2015 en fortsat stigning med måske 1 mia. kr. pr. år, hvilket svarede til udgifterne for at drive et sygehus på størrelse med Regionshospitalet Horsens. Den dyre medicin medfører desuden indirekte omkostninger i form af kontroller, scanninger og indlæggelser pga. bivirkninger. Det gælder ikke mindst på kræftområdet.
”Hvis man skal bruge mere på medicin, kommer man til at bruge mindre på løn. Der er eksakt de samme penge at drive sundhedsvæsen for, så hvis man øger omkostningen et sted, kommer man til at skulle tage de samme penge et andet sted”, siger professor i sundhedsøkonomi, Jakob Kjellberg og tilføjer lakonisk: ”så kompliceret er sundhedsøkonomi altså heller ikke”.
I det perspektiv er det let at se en sammenhæng mellem de stigende udgifter til sygehusmedicin og de offentlige arbejdsgiveres skrappe udspil til de aktuelle overenskomstforhandlinger. Politikerne kan næppe lukke et regionshospital hvert andet år for at finde penge til dyr sygehusmedicin, og der er også grænser for mulige personalereduktioner. Tilbage står så muligheden at minimere lønudviklingen og måske få nogle ”gratis” timer i det, som tidligere var betragtet som frokostpause.
Faktaboks
Ræsonnementet fører videre til den evige diskussion om de firmabetalte kongresrejser. Hvem betaler egentlig i sidste ende for dem, tror du? Vi er vel enige om, at lægemiddelfirmaernes stærke ønske om at invitere os på kongresrejser ikke er baseret på filantropi. De tjener selvfølgelig penge på det, fordi vi efterfølgende ordinerer mere eller dyrere medicin. På kort sigt betaler regionerne (dvs. skatteyderne) regningen i form af øgede medicinudgifter, men på længere sigt, og det viser sig nu, kommer vi læger måske selv til at betale i form af reallønsnedgang og forringede arbejdsvilkår.
Ifølge sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg viser et engelsk studie, at indførelse af ny dyr sygehusmedicin på et område kan medføre så store besparelser på andre områder, typisk i form af personalereduktion, at nettoeffekten bliver negativ for patienterne. ”Man tabte sådan set mere helbred ved at introducere de nye dyre produkter”, siger han. Så hvis det kan være nogen trøst, er det ikke kun skatteyderne og os selv, der betaler prisen for industriens fine kongresrejse-invitationer. Patienterne kan også komme til at betale dyrt!
