For megen registrering er ikke nødvendigvis DDKMs skyld

Helle Hein (De 6-kommentaren: Har du talt med din pligtetik for nylig?) har oplevet et mildest talt ikke for godt patientforløb og har ladet sig binde på ærmet, at årsagen var, at det meste af personalets arbejdsdag foregik ved et skrivebord i kontakt med DDKM. Vi har hørt historien om de uendeligt mange registreringer og dokumentationer, som DDKM kræver, før. Nogle gange – som i dette tilfælde – fortaber det sig i det uvisse, hvad disse dokumentationer egentlig består i. I en kronik af Aksel Holm i Berlingske i juni måned [2] fik vi til gengæld en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan DDKM kræver tryksårsscreening af alt og alle; desværre var der så den hage ved den historie, at der ikke står et ord i DDKM om tryksår.

Vi har dokumenteret [3], at der i DDKM er få nye krav til frontpersonalet om dokumentation. Man kan altid diskutere nytten af en registrering, men det må man diskutere med dem, der har forlangt den; typisk er det lovgiverne. Der er enkelte krav, som DDKM har opfundet. Dem står vi ved, men vi har altid været villige til at diskutere dem, og de er indført efter en omfattende høring, som har inkluderet faglige organisationer.

Det, der ærgrer os mest, er, når vi ser tiltag, som nogle tror kræves af DDKM, men som ikke gør det. Ernæringsscreening er et typisk eksempel. DDKM kræver ikke, at alt og alle skal screenes hver gang! DDKM står for standardisering efter byggeklodsmetoden. Når man tilrettelægger et patientforløb, bør man overveje, om ernæringsscreening skal indgå. Det gælder, hvad enten man designer et forløbsprogram, som mange patienter skal følge, eller et individuelt forløb. Skal der screenes, gøres og dokumenteres det på den standardiserede måde. Det er fuldkommen analogt til håndteringen af ekkokardiografi. Vi har for ganske nylig set, at det stadig giver mening at vedtage, at alle i en bestemt patientgruppe får ekkokardiografi, men at det af mange grunde ikke er givet, at de får det. Dette var næppe blevet så klart afdækket, som det er, hvis der ikke var en registrering og opfølgning. Det vil ikke få nogen til at forlange, at alle patienter skal ekkokardiograferes, eller til at tro, at det giver mening, at sygehuset opstiller en udtømmende liste, som beskriver, at ekkokardiografi skal udføres i alle disse situationer og aldrig i andre. Eller at man hos alle, der ikke har fået undersøgelsen, dokumenterer, at det er besluttet efter en faglig vurdering. Hvad gør det så svært at se ernæringsscreening på samme måde?

Akkrediteringsstandarder er ikke forskrifter, som viser, præcist hvad man skal gøre, blot man læser dem omhyggeligt nok. De skal gøres til genstand for refleksion og vel at mærke ikke kun en administrativ refleksion, men også en faglig refleksion. Det er ærgerligt, at så mange læger har fravalgt at kræve dette og at engagere sig i den del af implementeringen af DDKM.