Skip to main content

Mindfulness-baseret misbrugsbehandling (MBMB)

Overlæge Finn Zierau E-mail: zierau@dadlnet.dk INTERESSEKONFLIKTER: ingen

7. sep. 2012
2 min.

FORFATTERE:

Bowen S, Chawla N, Marlatt GA

OVERSÆTTER:

Stella Lützer

FORLAG: Aarhus: Forlaget KLIM, 2012

SIDER: 173

Pris: 265 KR.

ISBN:

978-87-7129-062-2

Bogen er inddelt i tre dele, som giver læseren den grundlæggende buddhistiske tankegang, der ligger bag mindfullness, fremlægger baggrunden og grundlaget for udvikling af MBMB med diskussion af forfatternes erfaringer og anbefalinger og afgrænses til 12-trins-behandling, hvor MBMB ikke forpligter til målsætninger om afholdenhed. Det er op til deltagerne selv at beslutte, hvilke ændringer i alkoholforbrug de vælger for sig selv. Til sidst føres læseren igennem de otte sessioner, som MBMB består af, hvor indholdet er en grundig gennemgang med fyldige eksempler på kommunikation og skemaer.

Bogens tilgang til årsagsforklaring på misbrug er sammenstødet med andre socialpåvirkelige og interpersonelle konflikter, der giver psykisk højrisiko med tanker og behov for selvmedicinering. Her mener forfatterne, at MBMB kan supplere den eksisterende tilbagefaldsforebyggelse ved at øge evnen til at iagttage den igangværende udviklingsproces uden samtidig at blive »knyttet til eller identificere sig med indholdet af den enkelte tanke, følelse eller forestilling«.

MBMB skal tilbydes som led i et efterbehandlingsprogram, og patienten skal have en personlig meditationspraksis som grundlag for træning og forberedelse før MBMB. Bogen er sat med en letlæselig skrift i et behageligt A4-format. Oversættelsen virker umiddelbart kompetent.

Djævlen ligger i detaljen. I originaludgaven står der, at bogen er for clinician's, derfor må man som behandler og kliniker gøre sig overvejelser om fordele/ulempe ved terapiformen f.eks. ved evidensbetragtninger i forhold til anden behandling, samt hvordan MBMB håndteres i forhold til den psykiatriske komorbiditet, der er så hyppig på netop misbrugsfeltet. Det giver bogen ikke noget svar på.

På APA-konferencen 2012 var der en seance om mindfulness. Holdningen var, at mindfulness er en livsstilsændring og ikke et otteugerskursus. Det skal bruges systematisk, gerne hver dag, og man skal øve sig i lang tid for at kunne beherske det. Det fremgår i mine øjne ikke tydeligt af bogen. MBMB er ikke the magic bullit, men har du besluttet dig for at eksperimentere med MBMB i din behandlingspraksis, så vejleder bogen udmærket.