Mindre bureaukrati – ja tak, men ...

Vi læger kan nemt pege på, at det er tåbeligt at ernæringsscreene sunde og raske borgere, der kun kortvarigt er i kontakt med hospitalsvæsenet. Og at faldscreening af børn ikke giver mening. Det er tydelige eksempler på, at akkrediteringen og kvalitetssikringen er gået for vidt og har slået fejl – men det er også gamle eksempler. For når vi skal rydde op i vores virkelighed, kan det være rigtigt vanskeligt at konkretisere, hvad der skal ændres.

Det dilemma stod også tydeligt på Udviklingspolitisk Forums konference om kvalitet og afbureaukratisering på regionale arbejdspladser d. 10. september i København. Lige så relevant emnet er, lige så svært er det at konkretisere. Kvalitet kan vi alle nikke til, også til mindre bureaukrati. Det handler om, at det, vi gør, skal give mening for os i vores arbejde med og for patienterne, at de ting, vi registrerer, skal bidrage positivt til patientforløbene, og at vi får adgang til de data, vi indsamler – ikke for at kvalitetssikre som det eneste formål, men for at kvalitetsudvikle.

Håndgribelig afbureaukratisering

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har for nylig tilkendegivet, at han vil nytænke Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), og på konferencen udtrykte han også behov for, at afbureaukratiseringen bliver mere håndgribelig. Det var der generelt stor enighed om – DDKM skal ses efter i sømmene, de nationale kliniske retningslinjer skal implementeres, og vi skal lokalt bidrage med konkretiseringen, så vi får en virkelighed med registreringer, vi kan se fornuften i.

Vi har nu det politiske fokus, vi forventer den ledelsesmæssige vilje, vi efterlyser den lokale konkretisering fra de sundhedsprofessionelle, og vi har en forventning om fælles handlekraft. Vi får hver især ikke ændret noget på egen hånd, og derfor er det også nu, hvor der er politisk fokus og forhåbentlig også ledelsesmæssig vilje, at vi klinikere skal på banen.

Skoven og træerne

Men det er svært – vores virkelighed i dagligdagen er som skoven, hvor man knap ser træerne.

Nogle ting vil være nemme at ændre (og er til dels gjort) – hvorfor skal alle patienter f.eks. scores for graden af smerter, når de nu ikke har ondt? Men langt de fleste områder, vi har behov for at arbejde med, handler om samarbejde og om processer. Om at vi ikke i hver vores faggruppe skal registrere de samme ting uden at dele viden. Om at vi er nødt til at have forståelse for hinandens arbejde med patienten. Vi skal væk fra silotankegangen og se på registreringerne sammen. Vi skal have defineret vores patientforløb i langt højere grad, end vi har hidtil gjort. Vi skal have diskuteret, hvilke patienter det er vigtigt, vi gør hvad for. Og vi skal i højere grad registrere, hvor vi har fraveget forløbet, frem for at registrere det, vi har besluttet, vi bør gøre. Det handler ikke om at fjerne alle registreringer, men om kun at beholde de nødvendige.

Forud for konferencen var der lavet et katalog over tiltag, der er gjort på landets regionale arbejdspladser. Størstedelen havde via ændrede arbejdsgange direkte positiv indflydelse på patientforløbene, hovedparten var blevet til i et samspil mellem faggrupperne, og stort set alle var drevet af en idé, som medarbejdere havde fået. Og det er netop pointen: Ændringerne skal drives af os, af læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter, diætister, portører og alle øvrige sundhedsprofessionelle. Hvis vi vil have en anden virkelighed, skal idéerne komme fra os.

Lydhør ledelse

Så når Danske Regioner lægger op til, at vi skal have ændret praksis, forventer vi en lydhør ledelse. Det kræver tillid, det kræver måske risikovillighed – og det kræver noget tid, indtil vi har en ny virkelighed på plads.

For når Bent Hansen og Carl Holst, formand og næstformand i Danske Regioner, foreslår, at de nye "bureaukratiets dogmeregler" skal gøre op med overflødig screening og dobbeltregistrering, skal vi tage del. Konkret hos patienterne og overordnet på det organisatoriske og politiske niveau. For kæden er heller ikke her stærkere end det svageste led.