Skip to main content

Ministerens mistillid

Mattis Enggard Jørgensen, reservelæge

1. mar. 2013
2 min.

Når vores sundhedsminister, Astrid Krag, træder frem med ønske om, at læger fremover ikke må besidde aktier i et medicinalfirma, må det betragtes som, at hun mistænker den samlede lægestand for ikke at behandle efter patienternes bedste, men ud fra økonomiske interesser. Dvs. at hun sår tvivl ved det helt centrale punkt i lægeløftet om »... at anvende sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og sine medmenneskers gavn«.

Kan det nu også være rimeligt? Er et sådant mistillidsvotum berettiget, eller er det blot udtryk for endnu en levebrødspolitiker, der ønsker nogle billige point? Personligt er jeg ikke bekendt med fortilfælde i nyere tid, hvor nogen har spekuleret i patienternes ve og vel til fordel for aktiegevinster. Jeg har svært ved at forestille mig, at sådan en sag kunne gå stille og ubemærket hen.

Jeg er egentlig ganske forundret over, hvor magtfulde vores sundhedsminister tror, at læger er. Tænker hun helt seriøst, at man som enkeltperson, væbnet med en receptblok, kan påvirke et medicinalfirmas årsregnskab så meget, at det medfører kursstigning på børsen?

Selvfølgelig duer det ikke, hvis en læge indkøber medikoteknisk udstyr for 50 mio. kr. og samtidig er storaktionær i det pågældende selskab. Den slags tangerer insiderhandel og har alle dage været forbudt; det er der jo slet ikke noget nyt i.

Men selv hvis det kunne lade sig gøre, er det ikke tanken om at gå glip af en stor sum penge, der irriterer mig ved dette udkast. Det er som sådan heller ikke den uhyrlighed, at man i et moderne kapitalistisk samfund fra statslig side vil diktere, hvorledes man må anvende sine egne penge alene på baggrund af sin uddannelse. For i dette forslag er der ikke lagt op til, at man skal tage højde for den enkeltes omgang med præparater eller apparatur i den kliniske hverdag. Alle er ligestillede; fra patolog til praktiserende læge.

Men det er dét, at man som sundhedsminister går ind og skaber mistillid mellem patienten og dennes behandlere, der virkelig frustrerer mig. Den usikkerhed, der bliver skabt ved at manifestere et forbud, medfører helt naturligt en mistanke om, at noget må være galt. Hvorfor skulle det ellers forbydes? Og konsekvensen af dette kunne være yderligere betænkeligheder hos patienter, der i forvejen er skeptisk indstillede over for medicinering, hvilket i værste fald kunne medføre behandlingsophør. Jeg kan ikke forstå, at øverste instans i det danske sundhedsvæsen skal miskreditere alle danske læger i patientsikkerhedens navn på et grundlag, der synes at være af principiel karakter.