Mobning sker ikke kun i folkeskolen

Lad mig starte med at slå en ting fast: Vi er alle sammen mennesker. Og det er menneskeligt at fejle. Men det er lige så menneskeligt at kunne reflektere over egen adfærd, sætte sig i andres sted og forstå, at andre besidder viden, som man ikke selv har. Vi tænker ikke over det, men hvad der for nogle anses som venskabelige drillerier kan i andre personers øjne virke nærmest chikanerende. Vi er alle uddannet til at arbejde med mennesker. Lad os også lige stille skarpt på at arbejde sammen med mennesker.

Det virker dobbeltmoralsk. Vi har udviklet et enormt fokus på fysisk arbejdsmiljø; asbest blev et fyord, da man fandt sammenhængen mellem det og mesoteliom. Vi har lavet guidelines for, hvordan og hvor meget man må løfte for ikke at slide sin ryg ned, men vi har mistet fokus på bjælken i eget øje. Vi slider os selv og hinanden ned fysisk, men i mindst lige så høj grad psykisk. Vi klynger os til vores titler og bruger dem som hjemmel til at sætte os over andre. Kan det virkelig være sandt, at man er berettiget til at nedgøre kolleger, bare fordi de er under en i hierarkiet?

Med et væld af klinikophold er jeg velsignet. Jeg har muligheden for at se, at forskellige mennesker har forskellig adfærd. At nogle afdelinger har usagte magthierarkier, mens andre bruger en umiddelbar flad struktur. Og der er intet galt i, at et hierarki er nødvendigt; vi har alle forskellige ansvarsområder, og nogle har bare mere beslutningskraft end andre. Men i magten ligger også et ansvar. Man er ikke et dummere eller et dårligere menneske end en læge, fordi man er sygeplejerske, og en reservelæge kan – tro det eller lad være – godt være mere opdateret på ny viden end en overlæge.

Selvfølgelig er der forskellig jargon forskellige steder – og man skal da ikke fuldstændig neutralisere sit sprog og være bange for sarkasme eller jokes på andres bekostning, men der ligger en enorm værdi i at være opmærksom på, om modtageren er enig i budskabet. Synes vi begge, at det var sjovt?

Det er pinligt for mig at se på overlægen, der skal vise, at det er ham, der er klogest. Det er lige så pinligt at se KBU-lægen, der lige skal vise sig. Vise at han er en hotshot, der har styr på det hele, og at det er resten af personalet, der er idioter.

Voksenmobning er en ting. Og det er noget, som man ikke nødvendigvis lægger mærke til i sin hverdag. Det kræver ikke mere menneskekundskab at kunne reflektere over egne handlinger, end det kræver at kunne arbejde i sundhedssektoren. Vi er alle mennesker – også dine kolleger. Husk det nu. Respekt er gratis.