Skip to main content

Morten Sodemann: Randomiseret nonsens slår socialt DNA i kampen om forskerkroner

BLOG - På listen over projekter, der har modtaget midler fra Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdom maj 2017, er der kun 2-3 projekter ud af i alt 63 bevillinger, der tilnærmelsesvist handler om ulighed i psykiske, relationelle eller sociale forhold/risici knyttet til sygdom – resten af studierne fokuserer på subhumant niveau. Hvorfor mon?

20. jun. 2017
10 min.

Forskere blev taget på sengen af Trump. Resultatet af stressinduceret overspisning bliver nu kaldt the Trump 10 – som udtryk for de 10 kg, som bekymrede amerikanske borgere har taget på i løbet af de første 100 dage af hans embedsperiode. Tidligere hed det the freshmen 15 – de 15 kg, som stressede og forvirrede førsteårs universitetsstuderende tog på i starten af studiet. Forskning skal konstant tilpasse sig virkeligheden, hvor nye informationsveje og informationsoverspisning fører til uvante risikofaktorer og sammensatte sygdomsbilleder, som vi ikke er helt parate til at analysere: Vi forsker i det, vi ved – fordi det er det, vi kan få forskningsmidler til, men burde det ikke netop være forskningens opgave at se rundt om hjørner og se Trumps valgsejr før andre og påvise, at vi alle ville blive tykkere, hvis han blev valgt?

Man kan bare lægge fordelingen af nationale forskningsmidler ind under Danske Lotto, så ville vi alle have lige chancer, grimme som smukke, mænd og kvinder, unge og gamle, fattig eller rig - og forskere ville spilde mindre tid.

Politikere i Danmark bruger signifikant mindre forskning i deres politiske arbejde og lovforberedelser end nabolandenes politikere. Men hvor gode er forskere, forskningsfonde og videnskabelige tidsskrifter egentlig selv til at bedrive, tilpasse og anvende forskning? 80% af bilisterne vurderer sig selv som bedre end halvdelen, hvilket jo statistisk og logisk set ikke er muligt. Dem, der overvurderer deres egen viden allermest, er faktisk også dem, der tilfældigvis ved mindst. Forskere på offentlige universiteter bruger 10 timer ugentligt på forskning, én ansøgning tager i gennemsnit 116 timer at skrive, kun hver 5. ansøgning opnår bevilling, mens 50% af ansøgningerne må opgives efter tre forgæves forsøg. Tallene for yngre forskere er endnu værre. Der bruges 180 mia dollar om året globalt på forskning. De bedste estimater tyder på, at kun 30- 50% af de studier, der kommer ud af pengene, bliver publiceret. Der er en klar tendens til at positive studier, der ”viser noget”, publiceres meget hyppigere end studier, der ikke kan vise forskelle eller direkte afviser en sammenhæng. Men der er store forskelle mellem landene, ligesom det også har haft en vist effekt, hvem der udfører studiet, og de eskalerende priser på publikation i de større tidsskrifter – vil man betale 15.000 kr for at få publiceret et skuffende eller uklart resultat? Det oplagte problem med at beregne den mest korrekte andel af studier, der ikke publiceres, og at forstå årsagerne til det, er, at vi af gode grunde ikke kender til studier, der ikke er publiceret. De sikreste tal stammer fra opgørelser af studier godkendt af etiske komiteer eller registre over kliniske trials, men det drejer sig kun om studier, der kræver en sådan godkendelse eller registrering, mens f.eks. spørgeskemaundersøgelser og andre surveys ikke er omfattet. Vi ved med andre ord ikke, hvorfor studier ikke publiceres. Det må undre i betragtning af de enorme summer, der investeres i forskning og anvendes af et miljø, der hylder evidens, kritisk tilgang og transparens. F.eks. er det uklart, hvor mange studier, der er forsøgt publiceret, men blev afvist, hvorefter forfatteren har opgivet. Et meget grundigt studie af videnskabelige redaktørers kompetencer tyder på, at der kan være det samme betændte forhold mellem redaktører og artikelforfattere, som det, der hersker mellem filmproducenter og filmkritikere (Hollywoodeffekten). Tidsskrifter for de videnskabelige områder har meget varierende afvisningsfrekvens, men noget tyder på, at det mere er plads til rådighed end videnskabelig kvalitet, der afgør afvisningshyppigheden. Det er heller ikke klart, hvorfor artikler, der indsendes på tirsdage, oftere accepteres end de, der indsendes f.eks. en søndag aften (som mange måske gør?). Der er også uforklarede sæsoneffekter på afvisningsgraden. Under alle omstændigheder har afslag på publikation store sociale og psykiske omkostninger. Afslag ses ofte som et kombineret angreb på ens personlige evner og integritet samtidig med, at der let opstår konspiratoriske ideer hos den forsmåede forsker.

Magten i forskning

Samtidig er der meget, der tyder på, at med de tiltagende forskningsmæssige magtkoncentrationer i store forskningsenheder og konglomerater så får yngre forskere sværere og sværere ved at tiltrække forskningsmidler, mens resultaterne fra de store centre ser ud til at udeblive. Forskningsfonde bevæger sig i tiltagende grad ind i en blindgyde med ældre mænd, der finansierer andre ældre mænds forudsigeligt gamle resultater, der forhindrer, at der åbnes nye forskningsplatforme. Nobelpristagere er således 12 år ældre nu, end da prisen blev indstiftet. Einstein var i 20erne, da han producerede de mest grundlæggende ideer, men under 7% af Nobelprismodtagerne er nu i 20erne. Videnskabelige karriereveje har i sig selv en negativ effekt på forskere, der har tiltagende svært ved at bevare forskningsmæssig integritet i et hyperkonkurrencepræget miljø, der er forgiftet af perverse tilskyndelser. Et miljø hvor forskningsfondes metodemæssige desperation kan aflæses i rutinemæssige, ofte bizarre, krav til ansøgere om randomiserede kliniske dobbeltblindede forsøg selv på nye områder, hvor man stadig kæmper med overhovedet at forstå problemet. Man tvinger forskere til at randomisere nonsens, men de får da en p-værdi ud af det.

På listen over projekter, der har modtaget midler fra Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdom maj 2017, er der kun 2-3 projekter ud af i alt 63 bevillinger (knap 5%), der tilnærmelsesvist handler om ulighed i psykiske, relationelle eller sociale forhold/risici knyttet til sygdom – resten af studierne fokuserer på subhumant niveau. Ingen af bevillingerne handler om dét, der optager sundhedsvæsenet lige nu: Ulighed i sundhed, ulighed i behandling, ulighed i rehabilitering, patienten i centrum, patientsikkerhed eller samskabelse. Bevillingerne handler derimod om, hvad der optager en meget lille skare af forskere og forskningsfonde. Studier med interventioner, der øger udbytte af eksisterende sundhedstilbud er heller ikke på listen. Dette selvom det er vist, at kvalitetsarbejde virker meget bedre på den lange bane, mens evidensbaseret medicin er temmelig kortsigtet og skrøbeligt. Og hvorfor er der lavere hospitalsdødelighed de uger, hvor der er uanmeldt akkrediteringsbesøg? Alligevel lægges forskningsinvesteringerne i laboratoriekælderen neden under sengeafdelingen.

Gorillaen på kagebordet

Kulturelle og kontekstuelle faktorer opfattes som gorillaen på et kagebord i epidemiologisk forskning, selvom de i mange sammenhænge er de forklarende faktorer. Sociale determinanter indeholder mere information om sundhed, sygdom og overlevelse end det humane genom, men hvor lægges grundforskningsmidlerne og forskningsrådenes tildelinger? Blodtrykket reguleres bedre af at flytte postnummer end ved medicinsk behandling. Dit sociale DNA indeholder mere vigtig viden end dit biologiske DNA, men hvor lægges forskningskronerne.

Faktaboks

Fakta

Syndemibegrebet er et ældre begreb af antropologisk oprindelse fra 1995 (Singer 2000). Syndemimodellen har været forsøgt revitaliseret i flere omgange bl.a. i 2003, 2009 og senest i 2017 i et temanummer af The Lancet (Singer 2009). På trods af dets innovative tilgang til forståelse af det uhensigtsmæssige samspil mellem visse sygdomme og patienters levevilkår har det aldrig rigtig vundet forskningsfondenes interesse. Måske skyldes det, at syndemibegrebet indebærer, at social ulighed må ses som en comorbiditet: I visse kontekster kan sociale forhold være sygdomsfremkaldende og forhindre rehabilitering (f.eks. HIV, kronisk leverbetændelse, vold og narkotikamisbrug). Noget tyder på, at vi konstant disrupter os selv, fordi vi ikke er uddannet til at forstå de komplekse sociale problemer, vi selv er med til at vedligeholde, fordi vi ikke forstår dem. Vi vil fortsat skulle leve i en socialmedicinsk set formørket middelalder, så længe vi ikke forsker mere i sociale faktorers indflydelse på sygdoms risiko og alvorlighed. Den sociale kompleksitet skaber syndemier, som er smartere end vores hjerner. Forskningsfonde skal til at oppe sig gevaldigt, hvis de vil være smartere end virkeligheden.

Den hypede personlige medicin er i virkeligheden en stor misforståelse mener den engelske praktiserende læge Margaret McCartney. Personlig medicin burde i virkeligheden handle om, at lægen og patienten taler med hinanden og finder den passende behandling og medicin. Men det er den industri og laboratoriestyrede opfattelse af personlig medicin, der får alle de nye forskningsmidler, mens lægestandens medlemmer bliver dårligere og dårligere til at tale med hinanden og patienterne. Teknologien er ikke vejen til personlig medicin. Overdrevent fokus på evidensbaseret medicin har ført til et guidelinetyranni, der står i vejen for mere patientcentreret behandling (Sarosi 2015). Desværre vil der nok blive grint hjerteligt overbærende i de fleste forskningsfondes bestyrelser (og rynket nogle pander i de videnskabsetiske komiteer), hvis de modtog en ansøgning om at undersøge, hvor mange patienter, der er påført skade eller er døde som følge af rigorøse kliniske retningslinjer.

I disse tider, hvor fornuft og fakta trues af hurtige, alternative mediers etablering af legepladser for paranormale sandheder og populistisk vidensforagt, kan det være interessant at se på historiske erfaringer lige fra tidlige tiders anti-vaccineselskaber, der så køer komme ud af menneskekroppe efter koppevaccinationer, til den eksplosion i pseudoviden, der opstod i det videnskabelige tomrum, der opstod i starten af HIV-epidemien med ”factoider”, som opsugede og parkerede enorme mængder af forskningsmidler, men viste sig at være blindgyder skabt af fordomme, angst og mangel på videnskabelige pejlemærker (Smith 2013, Gillray 1802).

Specialister vs. generalister

Satsningen på hyperspecialiserede forskningsgrupper har måske netop bremset innovation, sådan som den har gjort det i industrien, der har måttet se antallet af nye patenter falde de seneste 10 år. Hypereksperter har kvalt den innovation, der oftest kommer fra generalister, som lettere kan tænke ud af boksen i tværfaglige teamsammenhænge. Men forskerteams presses alligevel af forskningsfondene til at skabe store forskergrupper bestående af specialister. Forskningspolitisk fokus på et lineært flow fra smukke laboratorieresultater direkte til branding og økonomisk gevinst kvæler de forskningsdiscipliner, der kan se rundt om hjørner, og som forbereder os på, hvad der venter. Vi kommer til at mangle netop de discipliner, der kan hjælpe politikere og forskningsfonde med at tage de rigtige beslutninger, om hvad vi skal investere i.

Universiteter, forskningsgrupper og politikere bør støtte videnskaben som et offentligt gode og skabe incitamenter til uselviske og etisk funderede resultater, der er mere direkte anvendelige for patienter, mens de nedtoner deres fokus på produktionsmængde og stærkt selektive metodevalg i opslagene. Måske er der hjælp at hente fra uventet side (og en idé til forskningsfonde, der skal vælge mellem de mange uforståelige projektbeskrivelser): smukke forskere er måske nok vældig interessante, men de grimme forskere anses, når det kommer til stykket, for at være dygtigere og langt mere troværdige end de smukke. Si'r det bare. Men man kan også bare lægge fordelingen af nationale forskningsmidler ind under Danske Lotto, så ville vi alle have lige chancer, grimme som smukke, mænd og kvinder, unge og gamle, fattig eller rig - og forskere ville spilde mindre tid.

Gillray, James. 1802. The Cow-Pock—or—the Wonderful Effects of the New Inoculation! edited by https://en.wikipedia.org/wiki/James_Gillray.

Sarosi, GA. 2015. "The Tyranny of Guidelines." Annals of Internal Medicine 163:2.

Singer, Merrill. 2000. "A dose of drugs, a touch of violence, a case of AIDS: conceptualizing the SAVA syndemic." Free Inquiry in Creative Sociology 28 (1):13-24.

Singer, Merrill. 2009. Introduction to syndemics: A critical systems approach to public and community health: John Wiley & Sons.

Smith, Raymond A. 2013. Global HIV/AIDS Politics, Policy, and Activism: Persistent Challenges and Emerging Issues [3 volumes]: Persistent Challenges and Emerging Issues: ABC-CLIO.