Syndemibegrebet er et ældre begreb af antropologisk oprindelse fra 1995 (Singer 2000). Syndemimodellen har været forsøgt revitaliseret i flere omgange bl.a. i 2003, 2009 og senest i 2017 i et temanummer af The Lancet (Singer 2009). På trods af dets innovative tilgang til forståelse af det uhensigtsmæssige samspil mellem visse sygdomme og patienters levevilkår har det aldrig rigtig vundet forskningsfondenes interesse. Måske skyldes det, at syndemibegrebet indebærer, at social ulighed må ses som en comorbiditet: I visse kontekster kan sociale forhold være sygdomsfremkaldende og forhindre rehabilitering (f.eks. HIV, kronisk leverbetændelse, vold og narkotikamisbrug). Noget tyder på, at vi konstant disrupter os selv, fordi vi ikke er uddannet til at forstå de komplekse sociale problemer, vi selv er med til at vedligeholde, fordi vi ikke forstår dem. Vi vil fortsat skulle leve i en socialmedicinsk set formørket middelalder, så længe vi ikke forsker mere i sociale faktorers indflydelse på sygdoms risiko og alvorlighed. Den sociale kompleksitet skaber syndemier, som er smartere end vores hjerner. Forskningsfonde skal til at oppe sig gevaldigt, hvis de vil være smartere end virkeligheden.
Den hypede personlige medicin er i virkeligheden en stor misforståelse mener den engelske praktiserende læge Margaret McCartney. Personlig medicin burde i virkeligheden handle om, at lægen og patienten taler med hinanden og finder den passende behandling og medicin. Men det er den industri og laboratoriestyrede opfattelse af personlig medicin, der får alle de nye forskningsmidler, mens lægestandens medlemmer bliver dårligere og dårligere til at tale med hinanden og patienterne. Teknologien er ikke vejen til personlig medicin. Overdrevent fokus på evidensbaseret medicin har ført til et guidelinetyranni, der står i vejen for mere patientcentreret behandling (Sarosi 2015). Desværre vil der nok blive grint hjerteligt overbærende i de fleste forskningsfondes bestyrelser (og rynket nogle pander i de videnskabsetiske komiteer), hvis de modtog en ansøgning om at undersøge, hvor mange patienter, der er påført skade eller er døde som følge af rigorøse kliniske retningslinjer.
I disse tider, hvor fornuft og fakta trues af hurtige, alternative mediers etablering af legepladser for paranormale sandheder og populistisk vidensforagt, kan det være interessant at se på historiske erfaringer lige fra tidlige tiders anti-vaccineselskaber, der så køer komme ud af menneskekroppe efter koppevaccinationer, til den eksplosion i pseudoviden, der opstod i det videnskabelige tomrum, der opstod i starten af HIV-epidemien med ”factoider”, som opsugede og parkerede enorme mængder af forskningsmidler, men viste sig at være blindgyder skabt af fordomme, angst og mangel på videnskabelige pejlemærker (Smith 2013, Gillray 1802).
Specialister vs. generalister
Satsningen på hyperspecialiserede forskningsgrupper har måske netop bremset innovation, sådan som den har gjort det i industrien, der har måttet se antallet af nye patenter falde de seneste 10 år. Hypereksperter har kvalt den innovation, der oftest kommer fra generalister, som lettere kan tænke ud af boksen i tværfaglige teamsammenhænge. Men forskerteams presses alligevel af forskningsfondene til at skabe store forskergrupper bestående af specialister. Forskningspolitisk fokus på et lineært flow fra smukke laboratorieresultater direkte til branding og økonomisk gevinst kvæler de forskningsdiscipliner, der kan se rundt om hjørner, og som forbereder os på, hvad der venter. Vi kommer til at mangle netop de discipliner, der kan hjælpe politikere og forskningsfonde med at tage de rigtige beslutninger, om hvad vi skal investere i.
Universiteter, forskningsgrupper og politikere bør støtte videnskaben som et offentligt gode og skabe incitamenter til uselviske og etisk funderede resultater, der er mere direkte anvendelige for patienter, mens de nedtoner deres fokus på produktionsmængde og stærkt selektive metodevalg i opslagene. Måske er der hjælp at hente fra uventet side (og en idé til forskningsfonde, der skal vælge mellem de mange uforståelige projektbeskrivelser): smukke forskere er måske nok vældig interessante, men de grimme forskere anses, når det kommer til stykket, for at være dygtigere og langt mere troværdige end de smukke. Si'r det bare. Men man kan også bare lægge fordelingen af nationale forskningsmidler ind under Danske Lotto, så ville vi alle have lige chancer, grimme som smukke, mænd og kvinder, unge og gamle, fattig eller rig - og forskere ville spilde mindre tid.
Gillray, James. 1802. The Cow-Pock—or—the Wonderful Effects of the New Inoculation! edited by https://en.wikipedia.org/wiki/James_Gillray.
Sarosi, GA. 2015. "The Tyranny of Guidelines." Annals of Internal Medicine 163:2.
Singer, Merrill. 2000. "A dose of drugs, a touch of violence, a case of AIDS: conceptualizing the SAVA syndemic." Free Inquiry in Creative Sociology 28 (1):13-24.
Singer, Merrill. 2009. Introduction to syndemics: A critical systems approach to public and community health: John Wiley & Sons.
Smith, Raymond A. 2013. Global HIV/AIDS Politics, Policy, and Activism: Persistent Challenges and Emerging Issues [3 volumes]: Persistent Challenges and Emerging Issues: ABC-CLIO.