Mulighed for valgfri kurser svigtes

Kommende almen praksis-lægers mulighed for valgfri kurser svigtes – lad os ændre den nuværende kurs.

Siden 2006 har uddannelseslæger i almen medicin i fase 2 via Fonden for Almen Praksis været sikret 2.000 kr. i refusion af kursusafgifter til valgfrie kurser, stigende til 4.000 kr. i fase 3. Dette ser jeg som udtryk for, at deltagelse i valgfri kurser hilses velkommen og tilmed støttes. Dette er desværre bare ikke tilfældet for alle uddannelseslæger, da der hersker forskel i muligheden for at benytte disse overenskomstsikrede midler.

Uddannelseslæger i Region Hovedstaden område Nord har været afskåret fra muligheden for at benytte disse midler. De Almenmedicinske Uddannelseskoordinatorer (AMUer) og tutorlægevejledere har konsekvent og systematisk meldt ud til tutorpraksis, at de ikke må give fase 2- og fase 3-læger fri med løn til andet end de i hoveduddannelsen obligatoriske kurser.

For uddannelseslæger i andre områder og regioner er det aftalebaseret mellem praksis og uddannelseslægen, hvorvidt der kan gives fri med løn, samt i hvilket omfang. Dette synes mere fair, og det er selvfølgelig klart, at dette skal ske under hensyn til den daglige drift. Men er det ikke på tide, at overenskomstsikre ret til fri med løn til deltagelse i valgfri kurser?

Landet fattes praktiserende læger, og det er fra alles side ønsket, at der sikres høj faglighed i enhver praksis. Det må derfor være i vores kommende fagforening, PLO's, men også vores kommende fagvidenskabelige selskab, DSAM's, interesse, at vi styrker vores fagvidenskabelige profil ud over, hvad der er ilagt af obligatoriske kurser i hoveduddannelsen.

Som uddannelseslæge er der stor forskel på at deltage i et obligatorisk kursus, hvor vi ikke selv har valgt emne eller indhold i forhold til et valgfrit kursus. Her kan vi styrke vores kompetencer og interesser ud fra en individuel vurdering af behovet for det pågældende kursus, men vi har også mulighed for at netværke med nuværende og kommende kollegaer, hvilket bestemt ikke er betydningsløst.

Mit spørgsmål er derfor: Skal vi ikke her ti år efter, at efteruddannelsemidlerne blev sikret, ligeledes sikre muligheden for og retten til at gøre brug af dem?

Det må anses for både rimeligt, fair og ikke mindst kollegialt.