Content area

|

Multisygdom – tandløs pseudoepidemi eller sort svane?

Det er ikke multisygdom, der er udfordringen, det er derimod den faglige og politiske ligegyldighed over årsagen til problemet, der giver os tandpine, skriver Morten Sodemann.
Forfatter(e)
Morten Sodemann, speciallæge i infektionsmedicin, leder af Indvandrermedicinsk Klinik, OUH.

Fattigdom og psykiske lidelser øger risikoen for multisygdom. Sundhedspolitisk ligegyldighed overfor syndemier og medicinalindustriens interesser i multisygdom lammer sundhedsvæsnet. Afskaffelsen af de multisyges speciale, intern medicin, fik patienterne til at forsvinde fra den sundhedspolitiske dagsorden – lige indtil de begyndte at udfordre de organspecifikke specialer og subspecialer.

Intern medicin forsvandt som selvstændigt speciale i 2006, hvor regionerne sammen med specialeselskaberne definerer en ”typisk intern medicinsk patient” , som en patient, der henvender sig akut med et symptom og derefter enten sættes i behandling og sendes hjem igen eller henvises til relevant organspeciale.

Hokus-pokus, så slap man af med multisyge, psykisk syge med somatisk sygdom, uforklarede symptomer og patienter med behov for tværfaglig indsats. Multisygdom er sandsynligvis blevet en subtraktionsepidemi – de har altid været der, men nu har sundhedsvæsnet ikke længere et speciale, der naturligt varetager de multisyges interesser. I Jerusalem troede man, at der var en epidemi af ortodokse jøder, der flyttede ind i et bestemt boligkvarter, men der var ikke tale om en epidemi, for mønsteret var det stik modsatte: det var de uortodokse, der flyttede og dermed så det ud, som om der kom flere ortodokse beboere.

Efter freden i det Nordlige Uganda i 2005 så man, hvad man troede var en epidemi af enker i nogle byer, men her var det i virkeligheden det samme mønster: alle andre flyttede tilbage til deres landsbyer, men enkerne var forhindret for de havde ikke ret til jord længere og var dermed stavnsbundne i byens flygtningelejre. Næsten tre fjerdedele af multisyge er under 65 år, men sundhedsvæsnet tilbyder kun organuspecifik helhedsorienteret tilgang til patienter ved livets begyndelse, i pædiatrien, og ved livets efterår, i geriatrien.

Måske er det derfor regionerne, sygehusene og sundhedspolitikere har en fælles interesse i at fremmane en uventet epidemi, der har overrasket dem. I økonomi taler man om en sort svane, når der indtræder en uventet økonomisk hændelse, som den seneste finanskrise, fordi det er i alle finansministre, banker og økonomiske eksperters interesse, at det var en hændelse lige så sjælden som sorte svaner. Men multisyge er ikke en sort svane. De har altid været der og det har altid været de fattiges og kort uddannedes lod at bære de fleste sygdomme. Vi har fjernet deres eneste redning: sygehusspecialet intern medicin, og vi tvinger dem til at bosætte sig i områder, hvor der ikke er praktiserende læger, og hvor den offentlige transport er sparsom. Vi ved, at sygdomme og sociale forhold følges i ødelæggende syndemier.

Diagnosen »causa socialis« blev meget opportunt fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnoseliste, så de sociale årsager til sygdom forsvandt effektivt fra sundhedsstatistikkerne. Lige nu strammes de økonomiske bånd om især de mest udsatte danske borgere, der må halvere insulindosis for at få råd til mad og vintertøj. Man skal aldrig genopfinde den dybe tallerken. Så bliver man bare til grin, derfor foreslog Leif Vestergaard Petersen har for mange år siden at man opfandt et nyt speciale »Kompleksmedicin«. Smukt: I takt med at alle andre specialer forsimples af guidelines, skabeloner og robotter, der udfylder journalen for lægen, så bliver helt almindelige patienter med mere end én sygdom til komplekse patienter, der kræver deres helt eget speciale. Eller som en god kollega sagde om Indvandrermedicinsk klinik en sen nattetime:

»Hvor er det godt, I har lavet et speciale til alle de patienter, vi altid bliver sure på«. Det er vist tid til en timeout i sundhedsvæsnet. Og det er på tide, vi indser, at patienter ér komplekse mennesker, der kræver at blive set, hørt og forstået på deres egne, ikke vores, vilkår. Vi tror, vi ser flere og flere sorte svaner og pseudoepidemier skabt af vilkår, vi ikke forstår. Men det ér ikke så svært: Sociale vilkår og sygdom hænger tæt sammen, det har de altid gjort, men vi skal ikke bilde os selv ind, at det overrasker os hver gang. Det er ikke multisygdom, der er udfordringen, det er derimod den faglige og politiske ligegyldighed over årsagen til problemet, der giver os tandpine. For nylig var det breaking news, at en kirurgisk afdeling lærte voksne patienter at børste tænder før operation. Dét grinede de meget af på Tandlægernes årskongres: Er lægerne virkelig ikke kommet længere?

Uligheden er synlig og sidder lige midt i ansigtet. Hvis du ikke kan se det, er det fordi du ikke vil. Forståelsesrammer er lige som tandbørster – man har sin egen, og man ville brække sig i stænger, hvis man skulle bruge en andens tandbørste. Men det er vi nok nødt til, hvis vi vil multimorbiditet til livs.

Right side

af Per Kjærsgaard | 19/01
1 Kommentar
af Peter Søndergaard | 18/01
3 kommentarer
af Mads Henrik Koch Hansen | 16/01
2 kommentarer
af Lars Guttorm | 14/01
5 kommentarer
af Morten Ellemose Gulev | 14/01
4 kommentarer
af Henning Damgaard Laugesen | 14/01
1 Kommentar
af Jette E. Hansen Kristiansen | 14/01
1 Kommentar
af Eva Pernille Due | 13/01
6 kommentarer