My beautiful broken brain

»Dear mr Lynch«. Ung kvinde vågner en ensom nat med voldsom hovedpine og flimrende syn, opkastninger og afasi. Hun vakler ud i Londons gader og bliver bevidstløs bragt til et hospital. Opereres akut. Rehabiliteres. Genvinder talens brug og lever videre med lette men.

Det er dokumentaren »My beautiful broken brain«, og omtrent så lakonisk ville beskrivelsen være i et patientresumé.

Hun overlever. Godt. Hun har betydelige kognitive problemer. Ikke godt. Har efter et år kompenseret og arbejder som før. Godt.

Men Lotje Sodderland lader os ikke slippe af sted med det. Som videoproducer er hun vant til at registrere og dokumentere. Hun starter omtrent på at filme fra dag et med sin telefon. For at huske, systematisere og prøve at få greb om tid og sted. »Jeg er i live«, siger hun til alvorligt til kameraet. »Jeg kan ikke læse og skrive, men jeg er i live«. Hendes øjne er blanke, hun famler med ordene: »Jeg var sådan set klog nok før – jeg har svært ved … normalitet. Jeg er mærkeligt i livet … jeg kan ikke være klog eller normal. Dobbelt … jeg kan ikke læse eller forstå, selvom jeg kan se …«

Mens du læser dette, arbejder din egen hjerne formentlig med at forsøge at placere skaden efter Lotje Sodderlands bristede aneurisme. Hun kan se, men ikke danne sproglig mening af det, hun læser, hun kan skrive, men ikke læse. Hun får omhyggelige forklaringer af de fagpersoner, hun opsøger. På hvad der er sket, hvad og hvor, og hvilke skader og begrænsninger hun nu har. Imens prøver hun at begribe og få hjælp til at håndtere sin nye, skræmmende, indre verden. Drømme er svære at skelne fra virkelighed. En almindelig dag på gaden kan give psykedeliske syner og visuelle forvrængninger. Indimellem hallucinerer hun, har inde i sig det røde rum fra »Twin peaks«. Og får den idé at forfatte David Lynch et videobrev.

»Dear Mr Lynch. For to uger siden fik jeg et slagtilfælde. Jeg er bange for, at jeg har opbrugt min intelligens, og den ikke vil udvikle sig yderligere. Men jeg er nysgerrig efter at se hvad der sker …«

Med hjælp fra David Lynch og en producerkollega lader Lotje Sodderland en dør åbne sig. En kreativ, arbejdende hjerne finder nye veje i den frygtelige realitet: at man ikke længere er den samme. I denne nye dumhed er man i tvivl om, hvem man så egentlig er. »Er hjernen sindets motor eller er det omvendt?«, spørger Lotje.

Når vi som læger løfter os fra patientresuméet og ser, hvad der foregår i det levede liv, bliver vi også selv klogere. Lotje Sodderland holder et indlæg på en konference efter et år og slår fast, at det fokus på begrænsninger og skader, vi som fagpersoner er tilbøjelige til i vores enfoldige oplysningstrang, kan være destruktivt og give modløshed.

Lotje Sodderland får os i tale i sin velformulerede fremdrift – fra afatisk med et decimeret sprog til præcis og indfølelig. Og illustrerer i øvrigt uden selv at være inde i de opløftende detaljer, at hjernen er evigt plastisk, gådefuld og kompleks. Der er grund til at være optimist på hjernens vegne. Husk det nu.À