Content area

|

Nær og fjern

Forfatter(e)
Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge

Sidder her på Vesterbro, København, i byggestøv og blandt bjerge af kasser med møbler og inventar i min nye solopraksis. Jeg ved, det er at være imod trenden at skulle være solopraktiserende læge og det er nu heller ikke, fordi det er et mål i sig selv at være alene. Men det at få større nærhed med mine patienter og at være lokalt forankret – det er et mål i sig selv. Og i en mindre enhed er man tættere på patienterne.

På Lægedage i Bella Center i 2018 talte sundhedsminister Ellen Trane Nørby om sin vision for almen praksis eller det nære sundhedsvæsen, som hun ynder at kalde det. Hun brugte ord som: læge tæt på dig, tilknyttethed og et nært sammenhængende sundhedsvæsen. Og i nærmest samme åndedrag nævnte hun en fantastisk spændende praksis, som hun havde besøgt med 15.000 patienter og seks læger. Med begejstringen lysende ud af øjnene omtalte hun klinikker med mere klinikpersonale, flere fagligheder under samme tag, mere udredning lokalt og mere diagnostisk udstyr.

Man kan ikke være nær og fjern på én og samme gang – jeg besidder i hvert fald ikke den evne. Og jeg vælger derfor nær.

Mere udredning og mere diagnostisk udstyr lokalt, som ministeren også ønsker sig, kræver, at flere læger slår sig sammen. Sololæger har ikke råd til ultralydapparater, og små hospitalsafdelinger har ikke råd til MR-skannere, hvis vi skal tænke resten af sundhedsvæsenet ind. Laver man større lægehuse med mange læger, så bliver der uvægerligt længere til lægen for patienten. Den geografisk afstand øges, når man centraliserer. Den åndelige afstand til lægen øges ligeså. Det er svært at opretholde et nært læge-patient-forhold i klinikker, hvor man ikke er tilknyttet en fast læge, eller hvor man ser en ny klinikansat hver anden gang, man henvender sig. Det er logik. Måske er det fra politisk hold en god idé at samle læger i større enheder med mere personale og mere udstyr – tænk hvis man kunne få nærmest ambulatorielignende forhold for en brøkdel af, hvad ambulatorier koster? Men for fru Hansen giver idéen højst sandsynligt ingen mening. For patienterne tæller det personlige kendskab, tillid og tryghed stadig – megen forskning bekræfter dette. Og geografisk nærhed er vigtig, når man er svag, gammel, dårligt gående, syg eller forvirret. Der er her tale om et paradoks mellem nærhed og fjernhed.

Ikke kun i almen praksis, men også i sygehusvæsenet, har dette modsætningsfyldte tema slået rod: Man ønsker behandlerteam, tovholdere og faste kontaktpersoner, mens sundhedspersonale render fra funktion til funktion, fra afsnit til afsnit og sågar pendler fra sygehus til sygehus.

Det er her, vi nærmer os fuld plade i bullshit-bingo.

Man kan ikke være nær og fjern på en og samme gang – jeg besidder i hvert fald ikke den evne. Og jeg vælger derfor nær. Blandt hipstere, ludere, lommetyve og alle de andre gode mennesker på Vesterbro.

Blad nummer: 

Right side

af Per Kjærsgaard | 19/01
1 Kommentar
af Peter Søndergaard | 18/01
3 kommentarer
af Mads Henrik Koch Hansen | 16/01
2 kommentarer
af Lars Guttorm | 14/01
5 kommentarer
af Morten Ellemose Gulev | 14/01
4 kommentarer
af Henning Damgaard Laugesen | 14/01
1 Kommentar
af Jette E. Hansen Kristiansen | 14/01
1 Kommentar
af Eva Pernille Due | 13/01
6 kommentarer