Nogle læger er for mådeholden med bevillingerne

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Jeg har med interesse fulgt debatten om kommunernes forhold til lægerne og omvendt samt anvendelsen af lægekonsulenter. Kommunerne organiserer sig formentlig forskelligt, men personligt kender jeg ikke til, at lægekonsulenter sidder med ved bordet, når der skal tages stilling for eller imod bevilling af fleksjob og førtidspension.

Jeg har også læst ovennævnte indlæg [1] og forstår ikke, hvori underkendelsen består. Jeg forstår, at en kommune har meddelt afslag på bevilling af et fleksjob. Men da det er en kommunal opgave at bevilge/afslå fleksjob, kan man ikke kalde det at underkende den lægelige vurdering. Læger kan beskytte sig selv mod en sådan frustration ved at holde sig på egen banehalvdel.

Faktuel tale

Jeg har set talrige attester og erklæringer fra alment praktiserende læger og speciallæger. Jeg har set mange gode, men jeg har også set mange, hvori lægen med rund hånd anbefaler støtteforanstaltninger, som sommetider slet ikke eksisterer, eller som der ikke er hjemmel til i det aktuelle tilfælde. Sådan et tilfælde refereres i ovennævnte indlæg: En person, der under iagttagelse af dokumenterede skånehensyn kan arbejde 30 timer om ugen, er ikke berettiget til fleksjob eller førtidspension.

Det, man har brug for som kommunal sagsbehandler i arbejdet med den borger, som har midlertidige eller varige sygdomme, er, at lægen bidrager med faktuel viden om det, som borgeren/patienten fejler:

• Diagnoser

• Behandlings- og genoptræningspotentiale - og om det er udnyttet optimalt

• Prognose: baseret på evidens og ikke på holdning

• Dokumenterede skånehensyn

• Risici ved deltagelse i udviklings- og afklaringstiltag

På hvilken måde sygdommen er kendt for at påvirke funktionsevnen i forhold til daglige gøremål.

Man har netop ikke brug for forslag til fremtidig forsørgelse og andre bevillinger, fordi det først og sidst ikke er lægerne, der har bevillingskompetencen. Det er heller ikke lægerne, der har budgetansvaret, og endelig er der ikke noget, der tyder på, at lægerne kender den relevante lovgivning.

Samme borgere

Alle sagsbehandlere kender den situation, at det er de samme borgere, der gang på gang sidder i stolen over for dem. De vrider hjernen for at finde på noget, der kan generere udvikling. De bruger alle de metoder, de kender, for at få borgeren til at spille aktivt med, og når redskabskassen er ved at være tom, ideerne brugt op, tiden ved at være gået, så tyr de til at spørge lægen - måske i det håb at kunne køre en pensionssag i stilling. Men man må problematisere, om det er den bedste hjælp at yde at parkere folk på en offentlig forsørgelse, hvis der er blot det mindste håb om, at borgeren med den rette støtte vil kunne returnere til arbejdsmarkedet. Og man må holde sig for øje, at den sagsbehandler, der er pennefører i det daglige, ikke selv har bevillingskompetencen.

Respekt

Det er meget nemmere at ekskludere end at inkludere. Det rummelige arbejdsmarked skaber vi ved at lukke mennesker med begrænsninger ind. Derfor er der brug for at udvikle samarbejdsfora og samarbejdsformer, hvor læger og kommuner hjælper hinanden og de borgere/patienter, det drejer sig om, og hvor man hjælper borgerne/patienterne til at åbne sig for nye muligheder, at se sig selv i et arbejdsmarkedsperspektiv, der er bredere og anderledes end det, de hidtil har kendt. Sådan at mennesker, der er trængt op i en krog, kan returnere til arbejdsmarkedet - muligvis ikke på fuld tid, og muligvis ikke på ordinære vilkår, men tilbage i job.

En grundlæggende betingelse for et sådant samarbejde er, at man respekterer og anerkender hinandens faglige felter.