Danmarks Radio tager til genmæle i Carina-sagen: Vi havde en skriftlig kontrakt., skriver dokumentarchef Steen Jensen. Claus Thomsen, dir., Aarhus Universitetshospital, svarer, at den var utilstrækkelig og unuanceret.
Ugeskrift for Læger bragte den 19. januar en artikel: "Carina-sagen gør sygehuse mediesky”, som indeholder faktuelt forkerte oplysninger. Artiklen bygger på udsagn om DR, som bliver gentaget igen og igen, men som ikke bliver mere rigtige af den grund.
Faktaboks
Lægefaglig direktør for Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, har siden DR's udsendelse ”Pigen, der ikke ville dø” ved flere lejligheder skudt på budbringeren, DR, i stedet for at forholde sig til de veldokumenterede fejl i behandlingsforløbet, som Patientforsikringen, Retslægerådet og Patientombuddet siden har bekræftet.
Claus Thomsen genfremsætter beskyldninger om, at DR er løbet fra aftaler omkring programmet. Af artiklen fremgår, at Claus Thomsen fortryder, at der ikke forelå en skriftlig kontrakt, så fremover vil hospitalet sikre sig gennem skriftlige kontrakter. ”Nu skal vi have det på skrift”, siger hospitalsdirektøren.
Faktum er, at der forelå en skriftlig kontrakt, der regulerede samarbejdet mellem DR og hospitalet. Kontrakten uddyber, hvad formålet med DR's optagelser var. ”DR ønsker at følge processen omkring patientforløbet”, og ”DR vil følge arbejdsgangen og dialogen med de pårørende”, som der står i kontrakten. DR ønskede at beskrive de processer, der afklarer hjernedødskriteriet, samt den måde, som pårørende bliver orienteret, når de skal tage stilling til det svære spørgsmål om organdonation. Det krævede naturligvis, at pårørende ville give DR adgang til forløbet. Aftalen var – og det foreligger også skriftligt – at hospitalet selv, ikke DR, skulle spørge familierne om tilladelse.
Formålet var ikke at lave en ”sensation” eller ”caste en læge som skurk”
Det var præcis, hvad der skete i forløbet med Carina Melchior. Hospitalet ringede til DR og sagde, at der nu var indlagt en pige efter et trafikuheld, og at det sandsynligvis ville ende i et organdonationsforløb. Herefter tog DR af sted.
Den 19-årige piges forløb er i dag velkendt. DR var med under samtalen, hvor overlægen bad familien om samtykke til organdonation og fortalte, at hjernedøden ikke var indtruffet endnu, ”men den vil indtræffe”, og overlægen afviste familiens håb om, at der kunne ske et ”mirakel”.
Først da Carina vågnede, opstod konflikten mellem hospitalet og DR. I den efterfølgende periode stod sygehusledelsen fast på, at DR ikke kunne anvende optagelserne i deres program. Dels mente sygehusledelsen, at det ville skade organdonationssagen. Dels argumenterede man, at forløbet intet havde med et organdonationsforløb at gøre.
Begge dele var forkert, hvilket eftertiden har bekræftet. Organdonationssagen blev ikke skadet; tværtimod meldte flere sig til organdonationsregisteret. Og påstanden om, at forløbet (hvor der blev spurgt om tilladelse til organdonation) ikke havde noget med organdonation at gøre, satte hospitalet selv i relief, da man efterfølgende gik ind og ændrede på procedurerne for organdonation.
Når Claus Thomsen påstår, at der ikke forelå en skriftlig kontrakt, og at DR brød indgående aftaler, er det altså ikke korrekt. I kontrakten står på ingen måde, at DR ikke må behandle atypiske forløb eller forløb, som ikke ender i en organdonation. Tværtimod står der, at aftalen gælder, selvom en familie siger nej til organdonation.
DR stod fast på at ville fortælle forløbet. Formålet var ikke at lave en ”sensation” eller ”caste en læge som skurk”, som der står i artiklen, men at fortælle historien, fordi forløbet rejste spørgsmål af væsentlig, offentlig interesse og et perspektiv, der rakte ud over den konkrete case.
Læger kan begå fejl. Det er både uundgåeligt og menneskeligt. Men netop derfor er det vigtigt at diskutere – også offentligt – hvor fejl opstår, og hvordan de undgås.
Claus Thomsen mener tilsyneladende, at det er en farbar vej for et offentligt hospital at forsøge at fortie fejl. I artiklen siger han, at man vil have kontrakter ”for at sikre, at vi kan forlange optagelser slettet. Der altid en risiko for, at noget kan gå galt”.
DR Dokumentar indgår gerne kontrakter. Men vi kommer ikke til at indgå kontrakter som dem, hospitalsdirektøren ønsker – hvor en myndighed kan forlange optagelser slettet, hvis optagelserne afdækker fejl hos myndigheden. Hvis et medie skriver under på den slags, mister mediet både sin uafhængighed og sin troværdighed i offentligheden.
