Nyt liv i praksis

Vi har på mange måder det mest spændende job, man kan forestille sig. Vi sidder som edderkoppen midt i spindet og kan næsten altid følge op på, hvordan de valg, vi træffer sammen med patienterne, ender. Vi sidder et sted, hvor vi i bedste fald kan påvirke tingene, inden det går galt. Vi bestemmer selv, hvilket EDB-system vi vil have, hvilket personale vi vil have, og hvordan vi vil organisere vores dag.

Selvfølgelig skal vi spille inden for rammen af overenskomsten med regionerne og opfylde tilgængelighed og faglige krav. Men det er os, der bestemmer.

Da jeg startede som kandidat for 30 år siden, var det sidste, jeg ville være, nok praktiserende læge. Der var ingen prestige i det, og jeg havde det som en fisk i vandet på de forskellige afdelinger, jeg kom forbi. En oplevelse på Frederikssund Sygehus, hvor en otte måneder gammel baby blev indbragt med halvsidige kramper og efterfølgende udviklede cerebral parese, bekræftede mig i det valg. Barnet havde i forløbet været tilset af egen læge, der havde behandlet en pneumokokotitis mangelfuldt. Ikke om jeg havde lyst til at stå derude i frontlinjen og påtage mig et sådant ansvar.

Siden var jeg godt på vej som nefrolog, men hvis man virkelig skulle noget i det speciale, krævede det et noget mere videnskabligt mindset end mit. Så under barslen med nummer to tænkte jeg, at jeg ville prøve almen praksis alligevel. Og så var jeg solgt.

Jeg var godt nok ved at miste modet i 2013, hvor vi blev i tvivl om, hvorvidt politikerne overhovedet så os som en del af løsningen. Men jeg synes, vi har grund til at være fortrøstningsfulde. Vi er kommet ud på den anden side ved en kæmpe indsats fra PLO og regionerne for at nå hinanden med OK18, og fremtiden ligger om ikke lys, så farbar.

Folketinget, regionerne og kommunerne giver højlydt udtryk for, at de tror på styrkelse af det primære og nære sundhedsvæsen. Derfor er det mig en gåde, hvordan vi kan sidde i et smørhul som Herlev og stadig mangle ansøgere til overtagelse af praksis fra nogle af de kollegaer, der gerne vil trække sig ud efter mange års tro tjeneste.

Nogle hævder, at det skyldes, at vi er blevet et kvindefag, hvor pigerne ikke har den risikovillighed og arbejdsiver, der skal til for at få antallet af nyudannede til at passe til efterspørgslen. Det tror jeg ikke meget på. Der skal i hvert fald ikke megen risikovillighed til for at overtage en praksis for de beløb, de går for i øjeblikket. Med henblik på arbejdsiveren er det klart, at familiemønsteret er anderledes i dag. Begge har en karriere, og mændene prioriterer også deres familie, så ingen har lyst til en 70-timers arbejdsuge. Det behøver vi heller ikke der, hvor jeg sidder, men vi har måttet koncentrere os om kerneopgaverne og ansætte kvalificeret personale, som hjælper med at løfte.

Jeg håber, at vi får mange nye kollegaer herude i de næste år. Friheden, en fornuftig indtjening og selve arbejdets natur er i hvert fald ikke en hindring.