Jeg er netop holdt op efter mange år som praktiserende læge, og i mit arbejde har jeg ofte ordineret antidepressiv medicin. Derfor har jeg selvfølgelig fulgt debatten om værdien af denne behandling med særlig interesse.
Jeg er netop holdt op efter mange år som praktiserende læge, og i mit arbejde har jeg ofte ordineret antidepressiv medicin. Derfor har jeg selvfølgelig fulgt debatten om værdien af denne behandling med særlig interesse. Og når en mand med så stor faglig kompetence og personlig integritet som Peter C. Gøtzsche fastholder, at medicinen ikke virker på depression, sidst i Ugeskrift for Læger 20. juli 2015, gør det selvfølgelig stort indtryk. Men et spørgsmål nager mig i denne sammenhæng.
Lad os antage, at hvis en medicin nedsætter symptomerne hos 50% af patienterne og placebo også hos 50%, må videnskabsmanden konkludere, at medicinen ikke har nogen virkning. Men som kliniker må jeg konstatere, at den har hjulpet halvdelen af mine patienter. Jeg har ikke mulighed for at ordinere placebo, og hvor jeg praktiserede, var psykologisk behandling ikke en mulighed.
Er det så ikke etisk forsvarligt at give patienten den "uvirksomme" medicin?
Jeg taler i denne sammenhæng ikke om bivirkningerne, som er en anden problemstilling, som jeg må tage stilling til, hver gang jeg ordinerer medicin af en hver art.
