Skip to main content

Oplysningspligt kontra tavshedspligt, hvor går grænsen?

Alment praktiserende læge Helge Madsen, KorsørE-mail: helmads@dadlnet.dk

13. feb. 2006
2 min.

En læge er lovmæssigt forpligtet til »på Begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentlig brug ...«.

På den anden side skal vi leve op til vores tavshedspligt.

På baggrund af en konkret sag vil jeg gerne have afklaret, hvor (en rimelig) grænse kan trækkes, så konflikt imellem de to forpligtelser undgås.

Jeg finder afklaringen vigtig, dels i forhold til det daglige arbejde i praksis, og dels i forhold til undervisningen af yngre læger, hvor jeg underviser bloklæger til almen praksis i netop attester/den gode lægeerklæring.

Det drejer sig om en 31-årig mand, som har en sag kørende i Patientforsikringen. Skaden opstået under behandling på kiropraktisk klinik sommeren 2005. Jeg bliver som egen læge anmodet om at fremsende kopi eller udskrift af journal.

Telefonisk spørger jeg Patientforsikringen uddybende herom og fremlægger dilemmaet mellem, at jeg er forpligtet til at fremsende kopi af det for sagen relevante og så tavhedspligten, idet en hel journal kan indeholde oplysninger, som ikke er relevante for sagen, og derfor må være omfattet af vores tavshedspligt. Det springende punkt er efter min mening, hvad patienten har givet fuldmagt til, at der indhentes.

Det viser sig, at Patientsforsikringens konsulent (aktuelt en kiropraktor) har bedt om hele journalen. Patienten har givet tilladelse til, at der kan indhentes oplysninger om det, der har betydning for sagen.

Samtalen med juristen i Patientforeningen er god med indbyrdes forståelse for hinandens synspunkter, så den aktuelle problemstilling er på ingen måde et angreb på Patientforsik-ringen men mere principiel og overordnet (og jeg kunne faktisk have valgt en anden historie med en anden offentlig myndighed - så problemstillingen er mere generel):

Har en offentlig myndighed ret til at modtage en hel lægejournal fra almen praksis, når der kun er givet tilladelse til at indhente det, der har betydning for en konkret sag »efter øjemedet fornødne omfang«?

Har jeg, hvis jeg nu som ønsket fremsender hele journalen, og patienten klager over indhold uden relevans for sagen, overtrådt min tavshedspligt?

Personligt vil jeg svare »nej« til det første spørgsmål. Det vigtigste må være, at myndigheden får de for sagen relevante oplysninger, så der kan træffes en hurtig og rigtig afgørelse. Og en aktuel hændelse fra 2005 kan ikke med rimelighed begrunde, at alle oplysninger gennem en 31-årig periode indhentes.

Jeg vil svare »ja« til spørgsmål to - og hvis andre er enige med mig heri, er det et stort problem. Hvis vi på den ene side bliver afkrævet et af en myndighed og kan dømmes af en anden for samme.