Skip to main content

Overenskomst-forforståelse

RLTN og Finansministeriet synes at tro, at praktiserende læger arbejder på samme vilkår som lægerne i hospitalsvæsenet. Det er forkert.

Benny Ehrenreich, praktiserende læge

15. aug. 2016
2 min.

Snart er overenskomstforhandlingerne mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) i fuld gang. PLO er lillebror i Lægeforeningen (LF) med knap 4.000 erhvervsaktive medlemmer, mod FAS’ 8.000 og YL’s 11.000. PLO’s forhandlingsposition er en anden end læger i hospitalsvæsenet, men alle har vi truede kår, der fordrer solidaritet inden for LF.

I forhandlingerne med det offentlige mødes PLO, som FAS og YL, med krav om effektivisering, kvalitetskontrol og løntilbageholdenhed. Hospitalslægernes overenskomst drejer sig i det væsentlige om arbejdstid og A-indkomst. Driften styres via ledelsen, som man taler med, når arbejdsopgaver og it-systemer skal implementeres. Ordren siver derefter ned gennem hierarkiet til yngste reservelæge. For praktiserende læger drejer forhandlingerne sig ikke om arbejdstider og løn, men om arbejdsopgavernes indhold og en honorering, som dækker udgifter til personale, lokaler og inventar. Driften af almen praksis’ (AP) godt 2.000 selvstændige klinikker baserer sig på aftaler, som udstikker rammerne for deres virke. RLTN og Finansministeriet synes at tro, at praktiserende læger arbejder på samme vilkår som lægerne i hospitalsvæsenet. Det er forkert: Praktiserende læger styres gennem et aftalesystem, de offentligt ansatte læger styres gennem et ledelsessystem.

Det direkte samarbejde udgør højst 20% af hverdagen, men er det eneste, som vores forhandlingspartner har fokus på at ekspandere: flere fællesopgaver til AP, når sygehusene effektiviseres.

Kommunernes hjemmepleje og genoptræning samt regionernes hospitaler ser AP som en nøglespiller i ”det nære sundhedsvæsen”. De ønsker, fuldt forståeligt, bindende aftaler for det fælles samarbejde. Det er imidlertid en udfordring, at kun en brøkdel af AP’s daglige arbejde foregår i samarbejdsfeltet. Langt de fleste konsultationer, over 80%, handler ikke om indlæggelse, hjemmepleje eller attester. Kerneopgaven er, blandt mange uvisiterede henvendelser, at finde de få syge, give dem en kvalificeret behandling og lade de raske forblive raske. AP er principielt et lokalt forankret, personcentreret, bredt sundhedstilbud med fri tilgængelighed. Det direkte samarbejde udgør højst 20% af hverdagen, men er det eneste, som vores forhandlingspartner har fokus på at ekspandere: flere fællesopgaver til AP, når sygehusene effektiviseres. Det er farligt, for kun når den praktiserende læge kender sine patienter, kan indlæggelser, der ikke behøver høj specialisering, undgås. Ressourcesvage patienter har ofte tillid til deres praktiserende læge, og AP bidrager ikke til ulighed i sundhed. Dansk AP er med sit differentierede tilbud internationalt rost som det mest omkostningseffektive med høj patienttilfredshed.

Alt dette er værd at holde sig for øje på begge sider af forhandlingsbordet – og på sidelinjerne!