Overforbrug af MR-skanning?

På et netværksmøde i Stockholm for nylig mellem skandinaviske skulderkirurger kastede den finske delegation følgende definition på akronymet VOMIT op (bogstaveligt talt): Victims Of Modern Imaging Technology. Disse victims er set fra min side både patienter og læger. Da MR-skanningen så dagens lys, klappede alle læger fra alle specialer i hænderne. Her havde vi en teknik, der kunne give os facit. Simon Spies donerede den første MR-skanner til Hvidovre Hospital, og siden blev skannerne mindre og mindre og også til at betale. Inden for ortopædkirurgi har det klart givet klinikeren et diagnostisk redskab, men der er stadig flere spørgsmål, end der er svar. Hvad er det vi ser på en skanning, og hvilken konsekvens har det i behandlingsplanen?

I mine øjne kan man anvende MR-svaret til at tænke en ekstra gang over behandlingsplanen, men - DET ER IKKE FACIT! Ikke desto mindre bruger jeg en tredjedel af hver konsultation til at fortælle patienterne, hvad de ikke fejler, i forhold til hvad der er beskrevet på deres skanning, og oveni dette følger forsikringsselskaberne med nærmest et ultimatum om, at alle patienter skal skannes, før man mener, der er en sikker diagnose. På Parkens Privathospital fik vi sidste år en løftet pegefinger, fordi vi bestilte for få skanninger! Det blev vi kede af, for vi har brugt lange karrierer på at blive gode til at stille en præcis klinisk diagnose ved at snakke med patienten og undersøge efter standard kliniske undersøgelsesmetoder, hvor kun øjne og fingre registrerer.

Det stigende krav om flere MR-skanninger falder dårligt i tråd med øget krav til sundhedsøkonomi, og de stadig til tider alt for lange ventetider på MR-skanninger i det offentlige sygehusvæsen. Min kollega, Per Kjærsgaard Andersen skrev for nylig i sin leder i tidsskriftet Orthopaedics Today, at der var undersøgelser, der beviste, at frekvensen af MR-skanninger var ejerafhængigt, dvs. der blev bestilt flere MR-skanninger, såfremt lægerne selv havde mulighed for at tjene på skanningerne. I kontrast til dette ved jeg, at en del afdelinger i det offentlige sygehusvæsen ikke vil se patienten, medmindre der foreligger en MR-skanning.

Et berømt arbejde af Connor et al viste, at omkring 60% raske dominante skuldre hos kastere over en femårsperiode havde positive patologiske fund uden symptomer og uden behandlingsbehov. Det er noget, de fleste klinikere ved, og denne viden anvendes, når man sammen med patienten gennemgår skanningsresultatet for at vurdere, hvad den endelige diagnose og behandlingsplan er. Alligevel fører dette til en ekstrem forvirring bl.a. hos mange forsikringsselskaber. Folk, som tror sig sikker med en sundhedsforsikring, er pludselig ikke dækket, fordi der på en skanning findes »slid«. Slid på forsikringssprog er degeneration.

Der er desværre ikke grænser for, hvor meget degeneration en MR-skanning kan afsløre. Slid i kravebensleddet uden nogen former for symptomer findes hos omkring 80% af alle individer over 30 år. Skulle radiologen se dette, uagtet symptomer ikke relaterer hertil, vil forsikringen ikke dække behandlingen! Vi må som læger holde fast i, at vi ikke bare har en lang universitetsuddannelse bag os, men også mange års klinisk træning og tage os i agt for enhver form for degeneration som kommer snigende.