Skip to main content

Patienterne misinformeres om D-vitamin

Speciallæge i psykiatri Josée Linnemann, Fredensborg. E-mail: joseelinnemann@dadlnet.dk

23. maj 2008
1 min.

Ege Schultz skriver i sit debatindlæg i Ugeskriftet (2008;170: 1573) om D-vitamin-mangel hos patienter i almen praksis og forespørger bl.a., hvornår Sundhedsstyrelsen har tænkt sig at ændre de fra 2005 gældende grænser for tilrådeligt D-vitamin-indtag.

Det er faktisk på høje tid, og jeg mener ikke, at man behøver at afvente et berigelsesprogram for fødevarer, tilskud til risikogrupper, og hvad man ellers har tænkt sig.

På min køkkenhylde står et glas multivitaminer, som formentlig er magen til dem, som størstedelen af den danske befolkning har stående. Desuden står der et glas med kalk og D-vitamin i kombination, igen et meget almindeligt præparat for alle os, som har fået konstateret osteoporose i en eller anden grad.

På begge glas står anført, at ti mikrogram D-vitamin svarer til 200% af anbefalet døgndosis. Dette er direkte misinformation, fordi vi i flere år har vidst, at anbefalet døgndosis ligger på 20-40 mikrogram, altså 4-8 gange højere. Det ved jeg som læge, men det ved patienterne ikke.

Hvor svært kan det være, og hvorfor skal der gå flere år, før de officielle grænser bliver ændret? Danskerne skal ikke forledes til at tro, at de overdoserer sig selv med D-vitamin, når de reelt burde tage betydeligt mere.