Pigen, moderen og dæmonerne

Instruktør: Susanne Osten, 2016

93 minutter.

De fleste læger har haft en forholdsvis tryg barndom. Der har altid været frisk mad i køleskabet, rent tøj om morgenen, og vores forældre har interesseret sig for vores skolegang og velbefindende. Det er kun et fåtal af os, der har haft svær psykisk sygdom tæt inde på livet i løbet af opvæksten. Vi kan læse om, hvordan det er at være barn af en psykisk syg forælder, og vi kan høre patientberetninger, men det kan være svært at forestille sig. Filmmediet – med sine mange virkemidler – kan give os en næsten førstepersonoplevelse af stemninger, følelser og forventninger, som vi aldrig kan få ved kun at læse fagbøger.

Svenske Susanne Osten er vokset op hos en psykisk syg mor. Hun har i 1998 skrevet den selvbiografiske "Flickan, mamman og soporna". Nu har hun instrueret en film om emnet. Filmen skildrer pigen Ti i løbet af hendes ottende leveår, hvor moderens skizofreni og samtidige personlighedsmæssige opløsning bliver manifest. På Tis syvårsfødselsdag giver moderen hende et dukkehus, der er bagt kage, og der er gæster. Et år senere mener moderen, at Tis sult ikke er hendes problem, hun har isoleret sig og hindrer Ti i at gå i skole, hjemmet er en ophobningsplads for magiske genstande, og stemmerne er ved at styre hende til at dræbe Ti.

Filmen skildrer pigens overlevelseskamp og dilemmaer, når hun på den ene side elsker din moder og ser hende som én, der har viden om verdens sammenhæng. På den anden side kan hun med sin fornuft og omverdenens reaktioner se det absurde i moderens univers. Grundet sine solidariske løgne om moderen og sin allestedsnærværende lugt af urin udelukkes hun af det sociale fællesskab. Hun afhjælper sin ensomhed ved en fantasiverden, der er en blanding af leg, minder og moderens psykotiske forestillinger. Her spørger hun: ”Hvad gør man, når ens mor ikke lytter på én og bare ser ind i væggen og taler med nogen, man ikke kan se? ”.

Filmen viser verden set fra Tis side. Hendes oplevelser understøttes – som i franske ”Mommy” – af skiftende filmformat: fra bredformat i lyse stunder til et 1:1-lærred. Som tilskuer føler man sig her fanget og begrænset (som i ”Den sårede Filoktet” af Abildgaard).

Filmen skildrer også moderens psykotiske univers, og man lærer hendes dæmoner at kende. Flere scener er glimrende til at formidle et psykotisk univers. Der benyttes surroundsound, så stemmerne, hun hører, kommer fra flere steder. Som tilskuer bliver man forskrækket – angst – som moderen. Skildringen af moderens oplevelsesverden giver ikke alene en beskrivelse af hendes verden, men mildner også vores syn på de svære omsorgssvigt, som hun udsætter datteren for.

En tredje vinkel – mosterens forsøg på at opspore sin søster og niecen Ti – er nok mere, end filmen kan bære. Denne del af historien er usammenhængende, og slutningen bliver noget banal. Filmen forsøger at favne mere såvel genremæssigt som fortællemæssigt, end den kan bære.

Når den alligevel kan anbefales til alle, der måtte arbejde med mennesker, der er psykotiske eller udsat for svære omsorgssvigt i barndommen, skyldes det den fine skildring af barnets dilemmaer, en medlevende illustration af en psykose og den loyale skildring af alle karaktererne. Vil man bare gerne se en god film, kan man glæde sig over en god fortælling, og Susanne Ostens kompetente brug af moderne filmteknikker.

Praktiserende psykiater Pia Glyngdal