Præstepraktik er noget af det mest lærerige, jeg har prøvet

På Rigshospitalet ligger mange af de svært syge patienter vågne om natten med hjertebanken og tanker, der galopperer af sted. Det var det første, jeg lærte i min praktik hos Rigshospitalets præster, og det er et rørende billede. Disse patienter oplever angst, ikke psykiatrisk angst, men eksistentiel angst. Denne angst er, ifølge hospitalspræst Christian Busch, det mentalt sunde menneskes reaktion på at miste kontrollen som f.eks. ved indlæggelse med kritisk sygdom.

Vi skal som læger i dag balancere både patientens behov og vores eget behov for at være nærværende og lyttende læger op imod dokumentationskrav og travlhed. Patienterne ved, vi har travlt, og de færreste mennesker vil være til besvær ved at belemre lægen med deres bekymringer. Travlheden kan således blive en kommunikationsbarriere. Overser vi, at patienten er i eksistentiel krise, er vi i risiko for ikke at udføre overgreb, men undergreb ifølge Christian Busch.

Flere lægeroller

Vi har som læger de syv lægeroller, hvor medicinsk ekspert er grundpillen i vores virke som læger. Ved kontinuerlig refleksion og afsøgning af de øvrige lægeroller kan lægerollen samlet udfyldes, så de medicinske dele af lægegerningen udnyttes til gavn for patienten. Det er lægekunst. I min KBU stod jeg af og til i situationer, hvor mit medicinske sprog ikke rakte. Jeg havde brug for et psykologisk-, teologisk- og filosofisk sprog. Derfor kom jeg i praktik hos Rigshospitalets præster. Det blev noget af det mest lærerige, jeg har gjort.

At møde patienterne uden behandlingsansvar åbnede mine øjne for, hvad der sker for mange, når man bliver indlagt med svær sygdom. Der sættes spørgsmålstegn ved ens helbred og udødelighed. Man rives ud af sin vante kontekst med arbejde, familie og følelsen af kontrol over sit liv. Det er for mange svært ydmygende at blive syg. Det kan medføre følelser af meningsløshed, ensomhed, magtesløshed og tab af selvforståelse. Man rammes på eksistensen.

Frygt for at sige noget forkert

De svære og de eksistentielle samtaler er for mange læger kilde til usikkerhed og utilstrækkelighedsfølelse, frygt for at sige noget forkert eller for selv at blive ramt følelsesmæssigt i mødet med livets grumme sider. Det er et sårbart rum for patienten, men også for lægen.

Jeg har lært af min praktik, at jeg i mødet med patienterne skal lære at skelne mellem, hvornår jeg skal fikse og lindre med min medicinske viden, og hvornår jeg skal lægge den fra mig. Altså trække stetoskopet ud af ørene og lytte og være anerkendende – være et medmenneske. For de eksistentielle temaer er grundvilkår, ikke problemer, der skal løses.

Jeg vil gerne slå et slag for, at lidt er bedre end ingenting i en travl hverdag. Jeg har set hospitalspræsterne på elegant vis runde eksistentielle temaer, f.eks. ensomhed, angst for lufthunger og dødsangst på mindre end ti minutter. Patienten var ikke kureret, men lettet, fordi der var nogen, der lyttede. Ved at udvide vores professionelle sprog og forståelse til at inkludere det eksistentielle undgår vi en ubehagelig (eksistentiel) elefant i rummet mellem os og patienten.

Samtalerne med patienterne i krise var meningsfyldte – en mening jeg tager med mig i mit lægelige virke. Jeg er ikke psykolog eller præst – jeg er læge.

CV'er kvæler passion og meningsfuldhed

Vi er en stræbsom generation af unge læger, der er pressede for at præstere på mange fronter i vores liv. Presset kommer fra samfundets krav til os, men er i høj grad også internaliseret i os selv. Det er påfaldende, når jeg fortæller mine kolleger om min præstepraktik, at de sjældent spørger hvorfor. Derimod spørger de, hvordan jeg fik ideen. Det er svært for mange unge læger at se muligheder i deres arbejdsliv og ikke kun CV-nødvendigheder og -begrænsninger, hvilket er kvælende for passion og meningsfuldhed.

Selvom det kan føles, som om man skal pudse rustningen af, før man træder ind på afdelingerne, så er vi ikke masseproducerede robotter drevet af retningslinjer fra fabrikken Panum. Vi er mennesker med alt, hvad det indebærer.

Hilsen en »håbefast« yngre læge.