Skip to main content

Prioritering og lægens professionsetik

Hvad kan jeg som læge gøre – og hvad er min rolle i prioriteringsdebatten?

Gorm Greisen, professor, Rigshospitalet
Gorm Greisen, professor, Rigshospitalet

Professor Gorm Greisen, Neonatalklinikken, Rigshospitalet. Næstformand i Etisk Råd.
E-mail: greisen@rh.dk
Interessekonflikter: ingen

11. nov. 2015
4 min.

Prioriteringsdiskussionen raser igen. På en gang gammelkendt (1970’erne, 1980’erne, 1990’erne, nullerne og nu igen) og på samme tid mere påtrængende. Der er udsigt til en strøm af ny lægemidler til små patientgrupper med molekylært defineret patologi. Og de er dyre. Det bliver de nødt til at være: Der er høje krav til kvaliteten i udvikling, afprøvning og produktion, og omkostningerne skal deles mellem få patienter. De bryder ofte en grænse mod det ubehandlelige, men effekten er desværre sjældent mirakuløs. Pengene skal findes et sted. Det kræver stærk prioritering, og vi diskuterer af hvem og hvordan?

Etisk råd har udtalt sig om prioritering i 1996 og i 2013. Prioritering blev foreslået til arbejdsprogrammet for 2015-2016, men valgt fra, fordi der ikke er nye principielle problemstillinger. Så her følger mine egne overvejelser.

Patientens synsvinkel

Hvad skal jeg gøre som læge? Hvad er min rolle her? Skal jeg kun have min patients bedste for øje, eller skal jeg se bredere?

Der er heldigvis meget fokus på patienten i disse år. Der er meget tale om patientinddragelse og om læge-patient-forholdet. Patientens tillid til lægen er godt både for behandlingsresultatet og for patientoplevelsen.

For at fortjene den tillid er det fristende at blive patientens advokat. At lægen ser sin rolle som patientens advokat i et stort og uoverskueligt system, hvor kvalitetsprojekter og omstruktureringer forsøger at få skudt fremtiden i gang og få økonomien til at hænge sammen. Det er fristende at se prioritering som noget, andre må tage stilling til og ansvar for. Man kan blive forurettet sammen med sin patient, når vilkårene bliver for dårlige.

Eller skal man se bredere?

I Autorisationsloven §17 står: »... forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.«. Betyder »økonomisk« helt konkret her, at man skal bruge et billigere frem for et dyrere præparat med samme effekt? Eller betyder det, at lægemidlet skal være omkostningseffektivt? Det er et lille spørgsmål med stor betydning.

Hvis det betyder, at lovgiver mener, at den enkelte læge skal overveje, om en behandling er omkostningseffektiv før hun/han bringer den i forslag over for patienten, så ligger ansvaret for prioriteringen også på hendes/hans skuldre – hver eneste dag.

Et bredere syn giver lægen en mulighed for at se sig selv som medaktør, snarere end som offer.

Lægen kan så spørge, om professionsetikken bestemmes af lovgiver eller kommer et andet sted fra. Jura og etik er ikke det samme.

Lægeløftet og prioritering

Under lægeløftet har danske læger sagt: »... med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn ...«. Så her optræder samfundets gavn. Hvad har det med prioritering at gøre?

Meget – tror jeg. Det skattefinansierede sundhedsvæsen med fri og lige adgang er en central del af vore solidariske velfærdssamfund. En del, som næsten alle skatteydere kan se ideen i. Noget, som mange læger formentlig sætter pris på. De hurtigt øgende behandlingsmuligheder udgør sammen med samfundets og pressens fokus på sundhed og sundhedsvæsen desværre en trussel. Truslen består dels i, at behandling af sygdom kommer til at tage penge, som kunne være brugt bedre på andre samfundsmæssige opgaver, og dels i en dramatisering af et samfundsmæssigt svigt af den svage – en solidaritetsfiasko.

Jeg mener, at med et bredere professionsetisk syn har alle læger en opgave med at respondere på den trussel – ved sygesengen, ved konferencebordet, i speciallægeselskaber, som forsker og opfinder og i rådgivning af myndighederne. Jeg mener også, at et bredere syn giver lægen en mulighed for at se sig selv som medaktør, snarere end som offer.

Det sker, at politikerne anklages for at svigte. Jeg mener, at politikerne må udøve deres hverv, fortælle og forklare så godt, som de kan, hvad der er til gavn for samfundet, og at vi som læger må udøve vores hverv og tage vores del af ansvaret. Med Virchows ord vendt om: »Politik, det er bare lægekunst i den store skala«.

Så til overvejelse for den enkelte og måske for vores forening: Et smalt eller bredt professionsetisk syn?