Prioritering sælger ingen billetter

Det er min læge, siger den lille, gamle dame med de sparsomme grå lokker til de andre ved kaffebordet. Hun lyder lidt stolt, og jeg er stolt over, at hun er stolt. Det er tirsdag, og jeg er på mit ugentlige besøg som fast plejehjemslæge.

Mine gamle patienter på plejehjemmet er glade for, at jeg kommer og besøger dem en gang om ugen. Det kan der være mange årsager til, måske er det det at føle sig set og hørt, måske er det personalets begejstring over, at deres svage, multimorbide og polyfarmacerede borgere bliver tilset oftere, der gør det. Det kan også være, fordi de gamle oplever, at deres helbredssituation er blevet bedre, efter at en fast læge er kommet til. Det er svært at vide. Jeg ved dog, at jeg også glæder mig til, jeg skal på besøg. Det føles umådeligt meningsfyldt og som godt og solidt almenmedicinsk arbejde. Og det tager tid.

Denne tid skal tages fra noget andet i min praksis, ligesom tiden, der bruges på at drøfte kost og motion med de overvægtige, rygning med rygerne og alle de andre ting (bestemt ikke uvæsentlige), der har politisk bevågenhed. Tiden skal tages fra noget andet, medmindre jeg skal arbejde endnu flere timer om ugen.

Og det er denne prioritering af tid, der gør, at jeg ikke føler mig helt komfortabel ved at bruge de ugentlige timer på plejehjemmet. For tiden går jo fra nogle andre, og de andre er ikke de overbekymrede, halvsyge, velfungerende, rige og veluddannede. De kommer helt sikkert, kræver deres og fylder i min praksis lige meget hvad. Det, der bekymrer mig, er, at jeg, når jeg prioriterer nogle til, må prioritere andre fra, for at regnestykket går op. Det går ud over dem, der har mest behov, men ikke selv kræver, hvad de har brug for, og det er med til at øge uligheden i sundheden.

Når man har prioriteret dem til, som har politisk bevågenhed (i dette tilfælde de svage plejehjemsbeboere) og har brugt tid på dem, som selv tager den (i dette tilfælde de sygdomsforskrækkede sygdomsangste og velbjærgede pensionister) … så er der ikke timer nok tilbage i regnskabet til at tage sig af alle de svage, de skæve og komplicerede patienter, der virkelig har behov. Og det er det skisma, vi som sundhedsvæsen må og skal adressere over for beslutningstagerne. Vi skal turde at tale endnu mere om dem, vi indirekte vælger fra, hver gang vi vælger nogle til. Også selvom det altid er sjovere at tale om det, vi gør godt, end om det, vi gør skidt. Hver gang man fra politisk hold vælger at give mere til nogle, skal man turde tale om, hvad man så skal vælge fra.

Prioritering sælger ingen billetter, hverken i det enkelte møde med patienten eller hos politikerne. Men prioritering er pinedød nødvendigt, hvis uligheden i sundhedstilstanden i Danmark skal bedres. Særligt i en tid hvor lægemanglen er et faktum.