Skip to main content

Psykiatriens svigt

Svigtet i psykiatrien har en kompleks baggrund.
Udsnit af Sørgende Ældre Mand (Ved Evighedens Port) af Vincent van Gogh
Udsnit af Sørgende Ældre Mand (Ved Evighedens Port) af Vincent van Gogh

Steen Borberg, Fhv. overlæge i psykiatrien

14. jun. 2019
4 min.

I forbindelse med valgåret er psykiatriens status på ny til debat. Der er mangel på resourcer. I Politiken har man yderligere taget problemet op om psykiatriens svigt over for en bestemt gruppe, hvilket har ført til kriminalitet. Socialborgmesteren i København har i et indlæg bekræftet svigtet.

Og i øvrigt vil jeg anbefale, at man snarest udvikler et bredt normalitetsbegreb, hvor det er normalt at lide og at kunne være svag og ikke kunne klare alt.

Det er forbavsende, at det stadig er en nyhed, at de alvorligt psykisk syge svigtes. Svigtet begyndte for snart et halvt århundrede siden. Det blev første gang beskrevet i 1977 fra Anstalten ved Herstedvester, hvor man begyndte at modtage sindssyge i varetægt og efter dom i strid med straffelovgivningen, hvor disse mennesker hører ind under psykiatrien. Men dér kunne de på grund af deres adfærd åbenbart ikke rummes.

Siden fulgte beretninger om stigning i antal sindssyge på forsorgshjem og ikke mindst stigning i kriminalitet blandt sindssyge. Problemet har for nylig været omtalt af Per Vendsborg i Ugeskrift for Læger.

Ikke blot nedlæggelse af senge

Baggrunden for problemet er kompleks. Det er sagt, at problemets årsag er nedlæggelse af sengepladser, men fænomenet startede før nedlæggelserne. At manglen på sengepladser sidenhen har bidraget, er vel rigtigt, men mere korrekt er det at sige, at det er i brugen af sengepladser, man skal finde den grundlæggende årsag.

Den svigtede gruppe består af mennesker med svær kronisk ustabil sindslidelse, ringe sygdomsindsigt samt sindssygelige forestillinger og adfærdsforstyrrelser, ofte kombineret med misbrug. Denne gruppe med dårlig prognose trods behandling er nedprioriteret såvel med hensyn til brug af sengepladser som ambulant indsats.

I stedet har der været stigende interesse både i og uden for psykiatrien for en indsats for de mindre psykiske lidelser, og tærsklen for henvisning af de svært kronisk ustabile til psykiatrien har været jævnt faldende.

Det sidste nye er patologisk sorg ved dødsfald. Det defineres som en helt særlig tilstand, og med til kriterierne hører, at den har varet mere end et halvt år. Man antager, at en sådan lidelse vil udløses ved 20% af alle dødsfald. Der var i 2018 ca. 55.000 dødsfald svarende til minimum 11.000 patienter til psykiatrien.

Man tager fra de svageste

Da psykiatriens ressourcer ikke øges, vil det indebære, at økonomien til behandlingen af denne gruppe må tages fra andre. Og med den herskende tendens vil man tage fra de svageste, således den svigtede gruppe, ligesom man vil fortsætte med nedlæggelse af sengepladser.

Denne udvikling mod at behandle de mere normale frem for alvorligt psykisk syge støttes af de målemetoder, der anvendes for at belyse effektivitet. Korte indlæggelser er positive, og det samme gælder ambulante forløb, og også det tæller positivt.

Opfyldelse af disse kvantitative mål tolkes som udtryk for høj kvalitet. Da den svigtede gruppe ikke kan leve op til den høje standard, er den på forhånd diskvalificeret.

De menneskelige omkostninger ved denne udvikling er store. Men også økonomisk har den været dyr. Den har medført en voksende retspsykiatri med dertil hørende sengepladser og særdeles langvarige forløb med hensyn til såvel indlæggelser som ambulante forløb.

Det normale skal ikke behandles

Er det rimeligt over for den svigtede gruppe, dens pårørende og andre nærtstående samt befolkningen i øvrigt ikke at forebygge kriminalitet? Udvejen må være at etablere en særlig indsats over for den svigtede gruppe, både hvad angår indlæggelse og systematisk ambulant indsats i tæt samarbejde med socialpsykiatrien.

Jeg har intet imod, at samfundet også vil ofre penge på dem med f.eks. sorg eller kriser i øvrigt. Men gør det ikke til psykiatri.

Og i øvrigt vil jeg anbefale, at man snarest udvikler et bredt normalitetsbegreb, hvor det er normalt at lide og at kunne være svag og ikke kunne klare alt. Den nuværende algoritme med krav om fuldkommenhed og en arfri sjæl ekskluderer de fleste af normaliteten og inkluderer for mange i psykiatrien – samtidig med at den ekskluderer de mest syge.

Man oplærer mennesker i, at den mindste lidelse kræver professionel behandling, og at de uprofessionelle, inklusive personen selv, ikke kan hjælpe kun skade. Det hedder tillært hjælpeløshed.