Skip to main content

Regelrigiditet

At rejse er – at blive kontrolleret. I hvert fald, er det hvad klummeskribent Jacob Steinmetz oplever, når han efter en tjenesterejse skal jonglere med bilag, attestanter og rejsekontor.

Jacob Steinmetz, overlæge, docsteinmetz@gmail.com

29. apr. 2017
3 min.

Vi drukner i regler og dokumentation.

Det er klart, at vi har behov for regler og dokumentation, men når det grænser til tyranni, er det belastende. Nogle få mennesker snyder, alle laver vi til tider mindre fejl, men som udgangspunkt opfører de fleste arbejdstagere sig ordentligt og ansvarligt. Lad os holde fast i det. Den erkendelse kan jeg godt savne i sundhedsvæsenet.

Et eksempel på kontroltyranni er, når ansatte skal have refusion af udgifter i forbindelse med jobbetinget rejseaktivitet. Vores mulighed for selv at bestille rejser er inddraget. Til gengæld har man indført et omstændeligt system, som til selv den mest banale tur medfører merarbejde for den rejsende selv, nærmeste leder, attestant (ekstra kontrollør) samt en eller flere medarbejdere på et rejsekontor. Kontroltjekket hos nærmeste leder og attestant er som regel formålsløst, idet godkendelsen nemt underkendes af rejsekontoret, der ikke holder sig tilbage med at afvise, hvis en hotelovernatning koster 12 kr. for meget. Dette uanset om de ekstra 12 kr. medførte en besparelse på 200 kr. i taxaudgift, fordi det lidt dyrere hotel lå tættere på kongresbygningen. Hvis rejsekontoret, som kæmper en brav kamp for at overholde alle retningslinjerne, men i sig selv er en merudgift, laver en fejl, er det udlægsholderens opgave at indsende hele dokumentationen på ny – som naturligvis endnu engang skal godkendes af leder og attestant. Det kan i øvrigt bemærkes, at refusionsprocessen er blevet mere besværlig de senere år. Udlæg, som før skulle dokumenteres på papir, skal nu håndteres både elektronisk og i papirform. Elektroniske fakturaer skal altså printes, samles og skannes for derefter at blive sendt både elektronisk og i papirform til udlægskontoret. Jeg gætter på, at de drukner i papir (og filer) derinde.

Jeg har ikke engang nævnt den inviterede franske professor, der kunne vælge mellem et vandrehjem i Rødovre eller et hotel i Malmø

Millimeterdemokratiet uden sans for det store billede har gode kår i sundhedsvæsenet. Sidste år var jeg på obligatorisk kursus i Odense og for at spare arbejdspladsen for transportudgifter medtog jeg en kollega i bilen fra København. Dette medførte en omvej på 7 km hver vej. Min samlede køredistance var altså 14 km længere end svarende til Kraks udregning, hvilket jeg bemærkede ved indleveringen af udlægssedlen. Denne merudgift på ca. 28 kr. kunne naturligvis ikke efterkommes, selvom jeg sparede arbejdspladsen for ca. 1.000 kr merudgift, hvis min kollega havde kørt selv. Bevares, jeg overlever nok de 28 kr., men min lyst til at køre omveje i fremtiden understøttes i hvert fald ikke af arbejdspladsen.

Det vrimler med groteske eksempler i sundhedsvæsenet. Jeg har ikke engang nævnt den inviterede franske professor, der kunne vælge mellem et vandrehjem i Rødovre eller et hotel i Malmø, fordi hotellerne i København var for dyre, eller min kollega, som blev nægtet at køre i tog et par hundrede km fra sit feriested i Østrig til den efterfølgende kongres, men i stedet skulle køre med familien hjem til Danmark og flyve tilbage til samme område lige bagefter, da udrejsen skal påbegyndes fra arbejdsstedet. Sådan gør sundhedsvæsenet meget for at understøtte vores tid med familien. Behøver jeg at sige, at fremgangsmåden medfører en merudgift for sundhedsvæsenet.

Når der snydes af de få i sundhedsvæsenet, medfører det yderligere restriktion for os alle. Det svarer til, at man sætter hastighedsgrænserne på vejene ned, hver gang en fartsynder snuppes.

Kontrol kan nok være nødvendigt, men tillid er absolut essentielt – medmindre vi alle skal lide dokumentationsdruknedøden.