Relationsbehandling i psykiatrien, bind I-V

Lars Thorgaard (LT) har skrevet fem lærerige bind om relationsbehandling i psykiatrien: Bind I »Gode relationsbehandlere og god miljøterapi« i samarbejde med kollegaen Eivind Haga, Bind II »Empatiens bevarelse i relationsbehandlingen i psykiatrien«, Bind III »Dynamisk psykoseforståelse og dynamisk relationsbehandling«, seriens - for psykiatere - mest mættede, Bind IV »Individuel mestring og mestring i relation« og Bind V »Håndbog for relationsbehandlere«, som samler de mange værktøjer og manualer i oversigtsform.

Begrebet relationsbehandling bruges sjældent i psykiatrien men giver mening, når man vil understrege den relationelle dimension i psykiatrisk behandling. Det kan dække behandling, hvor man eksplicit fokuserer på patienternes relationer eller betjener sig af relationelle virkemidler, psykoterapi, herunder par-, familie- og gruppeterapi, og miljøterapi, men LT inkluderer andre behandlingsformer og ser det relationelle som en fællesramme.

Den enkelte patient fremstår med sin relations-, sygdoms- og behandlingshistorie ikke som genstand, men som subjekt. LT holder sig for øje, at patienten, så medtaget han end måtte være, har en bevaret subjektivitet, som er nøglen til forståelse af hans tilstand, og er der, hvor vi må møde ham, hvis vi skal hjælpe ham. Kierkegaards og Løgstrups etik ligger til grund.

LT understreger følgelig uafladeligt betydningen af vores, behandlernes, empati, indføling og pligt til at bevare den, også når den udfordres allermest, og reparere den, når den er lidende, idet vi husker, at vi har et andet menneskes liv i vores hænder.

Symptomet anerkendes som patientens forsøg på at mestre de vanskeligheder og tab, sygdomsprocesserne stiller ham over for. Behandling og det at komme sig, går hånd i hånd og forudsætter et samarbejde, et »vi« baseret på empati og respekt for patientens mestringsforsøg.

LT's behandling af sorgtemaet, som det udspiller sig i en række forskellige forklædninger, er fortræffelig og udgør en krumtap i anskuelsen af psykisk lidelse, symptomer og adfærd som eksistentielle overlevelsesstrategier med udgangspunkt i de subjektive tab, som er allestedsnærværende og omfattende i psykiatriske patienters livshistorier.

Tilsvarende ses »sorgarbejdet« som den måske mest centrale komponent i relationsbehandlingen og bestræbelserne på at »komme sig«.

Hovedfokus er relationen mellem kontaktperson eller behandler og patient, og udkigsposten, hvorfra det hele - følsomt - observeres, bringes sammen og gives mening, er det tværfaglige teams refleksion og læring i supervisionens generøse mellemrum.

De didaktiske kvaliteter er bærende for de fem bøger, som da heller ikke er uden gentagelser, der fremmer forståelsen; og »relationsarbejdere«, som LT insisterer på at kalde psykiatriens medarbejdere, må opleve, at der her flyder uvanlig respekt fra en psykiater, der holder den vanskelige balance mellem ekspertstatus og ubetinget nærvær i det kliniske samarbejde.