Replik om sygefravær

Sygefravær er et af de helt store debatemner – både i medierne og rundt omkring i frokoststuerne. Det er en økonomisk sværvægter for samfundet og trækker store veksler i forhold til både den ramte og de kollegaer, der skal samle ekstra opgaver op. Samtidig er det et emne, vi nogle gange bevæger os lidt forsigtigt rundt omkring. For afslører de divergerende statistikker, der viser, at sygefraværet falder og stiger proportionalt med uddannelsesniveauet, at folk, der ikke har en lang uddannelse og derfor statistisk set holder sengen oftere, end eksempelvis læger gør, bliver mere ramt af sygdom, eller viser de, at denne gruppe definerer sygdom anderledes end læger gør?

Hvor ondt skal man have, før man melder sig syg? Er man syg med en ordentlig forkølelse? Med feber, som kan holdes nede med en Panodil? Er man syg, når man smitter? Herregud, en forkølelse kan vare otte dage. Vi læger spritter os ud af de fleste dårligdomme, vi har jo sprit hængende overalt til formålet.

Følelsen af svigt

Ingen tvivl om, at læger er en selekteret gruppe. Det kræver et godt helbred og evnen til at mestre megen modstand på den lange vej gennem uddannelse og videreuddannelse til speciale. Kravene holder den enkelte oppe på tæerne, og her er ikke plads til nøl. Denne rejse har givetvis udstyret lægestanden med en evne til at feje enhver undskyldning for fravær af banen, fordi den enkelte læge føler, at det vil have for store konsekvenser at udeblive – uanset hvor god en grund, man måtte have til det.

Betyder det så, at faggrupper med korte uddannelser finder på undskyldninger, ikke for at gå på arbejde, som lægerne gør, men derimod for at blive hjemme, når helbredet skranter? Næppe. Men hvor den enkelte læge ofte føler, at det vil have store konsekvenser for både afdelingens logistik og for den enkelte patient, hvis han eller hun melder sig syg, er følelsen af svigt måske mindre for de faggrupper, der ligger højere i fraværsstatistikken. Og det skal vi tale om. I begge tilfælde.

Mundtlige sygemeldinger

Derfor er det øgede fokus her i de senere år med eksempelvis mundtlig sygemelding til lederen en mulighed for at få rettet op på skævheder – uanset om det er til den ene eller den anden side. En samtale kan opfattes som en kontrol, men kontrol er helt uden relevans i forhold til fravær i den lægefaglige gruppe. I stedet kunne lægen passende benytte samtalen som en mulighed for at få set på uhensigtsmæssigheder i forbindelse med arbejdet, hvis det er årsag til sygemeldingen. Dårligt arbejdsmiljø, manglende trivsel på arbejdspladsen og stress kan lægge selv hærdebrede læger ned i sidste ende. Og den skal vi fange i opløbet, stress er nemlig ligeglad med uddannelsesniveau.

Første skridt må være, at vi som læger skaber et arbejdsmiljø, hvor vi tager vores eget helbred seriøst, når vi bliver »rigtigt« syge. Så er det ikke helt tosset at kunne trække stikket, selvom det her og nu synes uoverskueligt. Det gør ikke en til en dårligere læge, men til en læge, der på intelligent vis mestrer eget helbred. Og hvis ikke vi som faggruppe mestrer eget helbred, hvor troværdige er vi så i forhold til vores patienter? Og så må vi som ledere arbejde på at få en mere robust logistik i vores hverdag, hvor det hele ikke ramler omkring den enkelte læge pga. en sygemelding.

Mentalitetsændring nødvendig

Bevægelsen hen mod en mentalitetsændring er alles ansvar. Som et eksempel kan nævnes en faggruppe, hvis gennemsnitlige levealder for 20 år siden lå væsentligt lavere end den øvrige befolknings – journalisterne. Man behøver ikke at være læge for at regne ud hvorfor. Men journalisterne har som faggruppe skiftet sort kaffe, smøger og øl ud med langt sundere alternativer og går nu også indimellem hjem til familien. Det har krævet en mentalitetsændring, som kun kommer, når flere og flere tilslutter sig. Så når det kan lade sig gøre at ændre livsstil for denne gruppe, så kan vi vel også som læger flytte skiven for vores eget helbred – bare en lille smule i den rigtige retning.