Æble, mønt, bord. Tre mindeværdige ord, som lægen beder kronikøren huske ved konsultationen, hvor kørekortet skal fornyes. Hver gang. Siden følger mødet med den omskolede bibliotekar, der sender kronikøren tilbage til lægen. Følg en nervepirrende kørekortsfornyelse.
Når man har rundet de 80, skal kørekortet fornys én gang årligt. Fornyelsen kræver som bekendt et helbredstjek, hvor man først selv krydser af i et skema om man f.eks. lider af »dobbeltsyn«, hvilket ikke, hvad nogen måske tror, betyder, at man ser dobbelt så godt, tværtimod. Man skal også svare på, om man har problemer med at huske, og hvem har ikke det, når man først har passeret de 60. Jeg kan dog huske, hvornår Christian II (1513-23) regerede, men det tæller vist ikke med.
Heldigvis er alle disse indrømmelser noget lægen tjekker, for selvfølgelig skal chaufførerne være i orden og kunne huske, hvornår sommerdækkene skal udskiftes med vinterdæk. Hukommelsen tester lægen ved i begyndelsen af konsultationen, at sige tre ord, f.eks. æble, mønt, bord, som ansøgeren så skal kunne gentage ved slutningen af konsultationen. De anførte tre ord er »mine« ord, som jeg bliver spurgt om, hver gang kørekortet skal fornyes. Det siger selvfølgelig ikke noget om korttidshukommelsen, men at langtidshukommelsen ikke fejler noget. Jeg gætter på, at lægen år efter år bruger de samme tre ord til alle, og selv ville have svært ved at huske, hvis han skulle finde på nye ord år efter år.
Så skal man kunne tegne en urskive med to visere, som viser f.eks. 20 minutter i fire eller fem minutter i halv fem. Den test tror jeg ikke holder i fremtiden, når de unge kørekortbrugere når støvets år, for der er vist ingen unge, der går med armbåndsur med urskive, alle tjekker tiden på deres mobil.
Derefter tjekker lægen ens perifere syn, og så skal man op foran tavlen med bogstaver. Først uden briller og ét øje ad gangen, så med begge øjne samtidig. Kørekortet er imidlertid ikke i fare, hvis man ikke kan genkende selv de store bogstaver uden briller, bare man kan se dem med brillerne på.
Hvorfor så overhovedet tjekke synet uden briller? Spild af både lægens og ansøgerens tid!
Hørelsen tjekkes i fire meters afstand (hvad hvis lægens konsultation kun er tre en halv meter?), hvor almindelig talestemme skal kunne forstås, uden at ansøgeren bruger høreapparater. Hvorfor nu denne forskel på øjne og ører, syn og hørelse? Jeg har nedsat hørelse og vil have svært ved at forstå talestemme i fire meters afstand uden høreapparater, skal jeg så nægtes kørekort, selv om jeg hører glimrende med de nyeste høreapparater? Ubegribeligt!
»Se her«, næsten råbte han i begejstring og klaskede sin store pegefinger ned på åstedet, »der har din læge bare sat en streg, han skal skrive ja eller nej!!«
I min aktuelle sag, havde jeg sat kryds ved punkt B for »nedsat hørelse«, fordi jeg bruger høreapparater. Men da lægen havde kaldt på mig i mindst fem meters afstand, da jeg sad i venteværelset, tænkte han ikke lige over, at jeg var høreapparatbruger – de nye apparater er jo også så tilpas diskrete, at ingen opdager dem, hvis man ikke lige ser efter. Så lægen satte kryds ud for normal hørelse.
På mit skema satte jeg så kryds i rubrik D: »Har De haft hjerte- og/eller blodkarsygdomme«. For det første vil jeg sige, at det er mange år siden, jeg er blevet tiltalt med »De«, selv i andre officielle papirer tiltales man i dag med et »du«. Mit kryds skulle dække over blodtryksforhøjelse og periodevis atrieflimren.
Også lægen satte så kryds ved D i lægeattesten.
Til sidst bliver lægen spurgt 1) om ansøgerens helbredstilstand er hindrende for fornyelse af kørekortet, hvortil min læge svarede nej, men så kommer der et tricky spørgsmål: »Er tilstanden stationær? Ja eller nej«. Her havde lægen bare, som han plejede, slået en streg henover både ja og nej, for hvem i alverden kan udtale sig om, at en tilstand er stationær?
Nå, derefter skal lægeattesten afleveres i Borgerservice. I København er Borgerservice flyttet ud til bibliotekerne, men servicepersonalet, som var rutineret omkring borgerservicesagerne, er blevet erstattet med bibliotekarer, som så har fået et borgerservicekursus.
Jeg kom så ind til en opblæst medarbejder, der optrådte, som om han sad på en teaterscene. Med højtidelige bevægelser åbnede han den lukkede kuvert og bladrede i papirerne, og med åbenlys fornøjelse opdagede han hurtigt diskrepansen mellem lægens og min vurdering af min hørelse.
Jeg forsøgte at forklare ham sammenhængen, men den var han tydeligvis fuldstændig uinteresseret i, i stedet slog han ud med armene og udtalte disse fantastiske ord: »Vær ikke bekymret, vi kan være meget smidige her på stedet, så vi streger simpelt hen dit bekræftende ’ja’ over«, hvorefter han greb en kuglepen og fuldførte bedrageriet, så rakte han mig kuglepennen, for jeg skulle lige signere ændringen fra »ja« til »nej«, kort sagt, og før jeg fik tænkt mig om, var det mig, der var forvandlet til bedrageren.
Nu kom turen så til den næste fadæse. Det var der, hvor lægen ikke havde besvaret om tilstanden var stationær. »Se her«, næsten råbte han i begejstring og klaskede sin store pegefinger ned på åstedet, »der har din læge bare sat en streg, han skal skrive ja eller nej!!«.
»Jamen det kan han da ikke, ingen kan da spå om en tilstand er stationær!«.
»Jo, det kan han«, nærmest skreg han ind i hovedet på mig, »for han er læge, så det skal han kunne«.
»Jamen«, indvendte jeg, »jeg er også læge, og jeg kan ikke vide, om et menneskes tilstand er stationær eller ej, jeg kan jo falde død om i morgen og, ja, så er tilstanden stationær, men så ville jeg ikke have brug for fornyelse af kørekortet - vel!«.
Men den slags mennesker kan ikke nås med humor, han stirrede bare vantro på mig, klaskede papirerne sammen, rakte dem til mig med en træt håndbevægelse: »Farvel, du må op til lægen igen!«.
Så traskede jeg ud af biblioteks-borgerservice-kontoret, ringede og fik en ny tid hos lægen, der, ligesom jeg, var irriteret over at skulle spilde tid pga. endnu en af bureaukratiets tåber.
Men uden den utidssvarende lægeattest, ville selv den mest ihærdige skrankepave ikke have kunnet sætte sin finger på en eneste uregelmæssighed.
Hvem har dog ansvaret for indhold og formuleringer i denne attest?À
