Content area

|

S-light: en metode til at skabe mere supervision under stuegang

Det er en kendt udfordring at få superviseret stuegang til at ske i praksis. Vi foreslår en »light«-supervision, hvor den ældre læge ikke nødvendigvis superviserer den yngre læges første møde med patienten, men i stedet går med ind til patienten efterfølgende.

Af
Speciallæge i infektionsmedicin, uddannelsesansvarlig overlæge, lektor, ph.d. Toke Seierøe Barfod, tosb@regionsjaelland.dk Medicinstuderende Bolette Frydendal Jeppesen, xwq151@alumni.dk Medicinstuderende Daniel Nyboe, danielnyboe@gmail.com Interessekonflikter: Ingen

Supervision, feedback og mulighed for at konferere med ældre kolleger er stærkt fremmende for yngre lægers læring. Ofte kan der godt i den kliniske hverdag findes plads til at konferere, således at ældre læger er de yngre læger behjælpelige med paratviden, kliniske ræsonnementer og beslutningstagning. Til gengæld er det en kendt udfordring, at få superviseret stuegang til at ske i praksis. De ældre læger har vanskeligt ved at finde tiden til det, og yngre læger er i dagligdagens praksis ofte høfligt tilbageholdende og afstår fra at bede om supervision i den konkrete situation, selvom det generelt efterspørges.

Hvordan får vi skabt en kultur, hvor det er naturligt at tage sig tid til, at den ældre læge ser den yngre over skulderen og kigger med på en patient?

En model kunne være, at man på en afdeling etablerer et princip om, at der hver dag superviseres på en af den yngre lægers patienter. For at det ikke skal tage for lang tid, foreslår vi en »light«-supervision, hvor den ældre læge ikke nødvendigvis superviserer den yngre læges første møde med patienten, men i stedet går med ind til patienten efterfølgende.

  • Den »rigtige« superviserede stuegang har fortsat sin plads i læringssituationer og bør foregå jævnligt. Vores »light«-model af superviseret stuegang bør der til gengæld være plads til hver dag.

Her er et bud på en metode, der kan benyttes på daglig basis:

  • Alle yngre læger, der deltager i stuegang, vælger fra morgenstunden en patient, som de skal superviseres i.

  • Når man som yngre læge skal superviseres, går man initialt stuegangen selvstændigt og nedskriver i journalen en fuldgyldig og færdig plan for patientens videre forløb, men uden at notatet låses. Under denne del af stuegangen undgår man så vidt muligt at spørge den ældre kollega til råds.

  • Herefter aktiveres den ældre kollega, som læser den yngre læges notat og kommer med eventuelle ændringsforslag. Derefter går den ældre og den yngre kollega sammen ind til patienten, hvor de i fællesskab uddyber anamnesen, informerer om den videre plan eller gentager dele af den objektive undersøgelse.

  • Når de har forladt patienten, spørger den ældre kollega den yngre: »Hvad gjorde vi godt?« og »Hvad kunne vi have gjort anderledes?« og kommer evt. med supplerende kommentarer.

  • Derefter tilrettes planen igen, og notatet lukkes.

  • Hvis der er lige mange speciallæger og yngre læger, kan hver speciallæge supervisere en yngre kollega. Hvis der er flest yngre læger, kan en speciallæge supervisere den mest erfarne yngre læge, som til gengæld superviserer den yngre læge, der har næstmest erfaring, og så fremdeles.

En sådan supervision kan gennemføres på 10-15 minutter. Speciallægens tidsforbrug ved den konkrete patient bør således være mindre, end hvis speciallægen skulle gå stuegang hos patienten selv. Den ældre kollega sparer også tid ved ikke at blive spurgt til råds op til flere gange undervejs.

Processen ligner meget det, der foregår, når man superviserer medicinstuderende og praktikanter, der også forventes at arbejde selvstændigt og superviseret.

Modellen er særligt egnet til meget travle afdelinger, hvor speciallægen gerne vil være med »ind over« de mest komplicerede patienter, hvilket kan være vanskeligt at nå, hvis man ikke har fred til at arbejde helt uforstyrret. Samlet set bør tidsforbruget til stuegangsfunktionen ikke øges ved supervisionen, ikke mindst fordi de yngre læger får en stejlere læringskurve og potentielt undgår at dvæle ved mindre væsentlige problemstillinger.

Fremgangsmåden kræver en kultur, hvor den ældre læge påtager sig rollen som »konsulent«, og den yngre læge skal være villig til at lade sig kigge over skulderen. Dette er ikke nødvendigvis almindelig praksis i Danmark, og det er nok ikke en forandring, der er let at skabe.

Ideen er, at det faste princip om en daglig supervision også kan bane vejen for en kultur, hvor det sker mere naturligt og »ad hoc«.

Modellen kan ikke gøre det ud for »rigtig« superviseret stuegang, hvor den yngre læges første kontakt med patienten den dag observeres af en speciallæge, der blot agerer »fluen på væggen«. Den »rigtige« superviserede stuegang har fortsat sin plads i læringssituationer og bør foregå jævnligt. Vores »light«-model af superviseret stuegang bør der til gengæld være plads til hver dag.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side

af Alice Kunkel | 21/04
1 Kommentar
af Klaus Larsen | 18/04
2 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 17/04
5 kommentarer
af Jan Peter Baark | 15/04
3 kommentarer
af Mogens Stubkjær Hüttel | 15/04
2 kommentarer
af Tem Salkvist Jørgensen | 13/04
1 Kommentar