Lægehåndbogen er blevet en national bibel på sundhedsområdet. Den kan være »the missing link« til det fortsatte arbejde med nationale kliniske retningslinjer
I løbet af 2016 udløber bevillingen til det arbejde med nationale kliniske retningslinjer (NKR), der for øjeblikket foregår i Sundhedsstyrelsen. Der er intet, der tyder på, at forhandlingerne om en ny finanslov fører til en forlængelse i den nuværende form. Men sundhedsminister Sophie Løhde har i et svar til Folketinget bebudet, at arbejdet trods dette fortsættes, og at satspuljemidler skal sikre, at det sker.
I Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) er vi enige med ministeren i, at arbejdet i Sundhedsstyrelsen med NKR har vist sin værdi. Det har på godt og ondt givet os nogle erfaringer med tværfaglige retningslinjer og arbejdet med det anerkendte vurderingsværktøj GRADE, og det har betydet, at vi har fået et antal kliniske retningslinjer på områder, hvor de ikke tidligere eksisterede, bl.a. i psykiatrien.
Vi mener, at det er af stor betydning for kvaliteten af behandlingerne i det danske sundhedsvæsen, at vi nu finder en måde, hvorpå dette arbejde kan videreføres. Samtidig med at de mange vejledninger, som løbende udvikles i de videnskabelige selskaber, også kan gøres tilgængelige på nationalt niveau. NKR udviklet af Sundhedsstyrelsen vil nå op på omkring 50 stykker, mens der er 800-1.000 kliniske retningslinjer i specialerne.
Det helt centrale er, at der etableres et regi for fortsættelse af processen med udviklingen af nationale kliniske retningslinjer, så man både kan sikre en ensartet høj kvalitet i behandlingen og skabe en øget lighed på tværs af sektorer og geografi i det danske sundhedsvæsen. Nøglen til dette, mener vi, kan være Lægehåndbogen.dk
Lægehåndbogen indeholder i dag 7.000 sider med medicinske artikler, og det er blevet et naturligt opslagsværk for både praktiserende læger og andre læger, der søger viden uden for deres eget speciale. Lægehåndbogen har i dag 320.000 brugere pr. måned. Den afledte publikation, Patienthåndbogen, har 5.000 sider med medicinske artikler og ikke mindre end 825.000 månedlige brugere. Det er blevet en national bibel på sundhedsområdet.
Men redaktørerne på Lægehåndbogen er helt afhængige af de input, som de modtager eller selv finder. Der er ikke nogen systematik, der sikrer, at den nyeste viden bliver indrapporteret til Lægehåndbogen. Det er derfor åbenlyst, at en national strategi for en sammenkobling af aktiviteterne kunne give en betydelig merværdi for patienterne. Vi taler om en klassisk win-win-situation, hvor der allerede findes en veletableret platform for formidling af viden og samtidig store mængder af opdateret viden, som kan gøres tilgængelig for alle.
Nationale retningslinjer kan automatisk fødes ind til Lægehåndbogen, hvis de får en form for offentligt kvalitetsstempel. Det kræver, at der etableres en myndighed, der skal vurdere og sørge for, at kliniske retningslinjer lever op til bestemte nationale standarder, og at der gives muligheder for, at LVS’ medlemmer i de videnskabelige selskaber kan bruge de samme værktøjer i opdateringen af eksisterende retningslinjer eller udarbejdelse af nye, evt. ved at bruge GRADE.
For det offentlige vil det være overkommeligt at skabe de rammer, som kan hæve retningslinjerne til nationalt niveau, f.eks. fælles kursusaktivitet mhp. metodeudvikling og/eller en individuel efteruddannelsespulje til hospitalslæger, så de ikke er afhængige af industrifinansierede kurser. Derudover skal der sikres procedurer, så alle retningslinjer, både NKR- og specialespecifikke, tilgår Lægehåndbogen, så de bliver tilgængelige for alle brugere.
Lægehåndbogen blev etableret i september 2008 på basis af et norsk produkt. Fra 2011 har den været på dansk, og den fik sidste år sin første systematiske opdatering. Den laves i Lægeforeningen på en kontrakt med Danske Regioner, der ejer og finansierer Lægehåndbogen og den afledte Patienthåndbogen. Indholdet sikres af 80 lægelige redaktører og en redaktion med seks praktiserende læger.
