Skip to main content

Send flere penge – ellers går det for alvor galt

Vi står allerede nu i en virkelighed, hvor ressourcerne i sundhedsvæsenet ikke dækker behovene, skriver Andreas Rudkjøbing.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

7. dec. 2018
3 min.

Kast et blik ned ad et juletravlt strøg. Masser af mennesker i raskt trav, mange i 40’erne, 50’erne og 60’erne. Borgere, som i dag for de flestes vedkommende har et beskedent forbrug af sundhedsydelser. Men når de om nogle år for alvor får brug for sundhedsvæsenet, kan de så regne med at få den hjælp, som patienter får i dag? Svaret burde som en selvfølge være et klart JA, men sådan er virkeligheden desværre ikke.

Vi står allerede nu i en virkelighed, hvor ressourcerne i sundhedsvæsenet ikke dækker behovene. Det er meget alvorligt, når 68% af de adspurgte hospitalslæger i en rundspørge fra Lægeforeningen angiver, at de ud fra daglige oplevelser på deres arbejdsplads ikke mener, at der er ressourcer nok til at give patienterne den bedst mulige behandling. 78% af de adspurgte læger på sygehusene og 73% af lægerne i almen praksis oplever arbejdsdage, der er så hektiske og travle, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje.

For få dage siden præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en finanslovsaftale for 2019, som tydeligt illustrerer problemets omfang. Den flugter med den lavvækst, som har præget pengestrømmen til sundhedsvæsenet gennem hele dette årti. De midler, som politikerne har afsat til sundhed, har lige netop kunnet dække, at antallet af patienter er vokset, men ikke at sundhedsvæsenet skal udvikle sig, og derfor er sundhedsvæsenet presset.

Tænk blot på de mange medicinske afdelinger, som er plaget af overbelægning, og på psykiatrien, som stadig ikke har kapacitet til at sikre, at de patienter, der har brug for at blive indlagt, kan få en sengeplads. Zoomer man ind på vore nærmeste nabolande, Tyskland, Norge og Sverige, investerer de mellem 6% og 23% mere i sundhedsvæsenet pr. indbygger end tilfældet er herhjemme.

Der er tale om, at patienterne – mennesker, som findes i kød og blod i dag – vokser i antal, og at der skal være den rigtige behandling til dem alle sammen. Så enkelt er det. Andreas Rudkjøbing

Jeg har stort respekt for den opgave, det er at fordele samfundets ressourcer. At være politiker kan være svært. Men jeg må kraftigt advare mod at undervurdere den udfordring, som vi står overfor. Faktum er, at sundhedsvæsenet står ved en skillevej. Der skal flere penge ud i sundhedsvæsenet i de kommende år – alene for at finansiere de flere ældres forbrug af sundhedsydelser. Frem til 2025 vokser alene gruppen af patienter i alderen 80-89 år med 39%. Det er en voldsom stigning i storforbrugere af sundhedsydelser.

Hvis ikke det offentligt finansierede sundhedsvæsen kan løse sin opgave, tegner der sig flere scenarier, hvoraf ingen er ønskværdige. Et af dem er, at det offentligt finansierede sundhedsvæsen ikke længere kan tilbyde de nyeste og dyreste behandlinger, og at der i stedet vokser supplerende forsikringsbaserede tilbud frem, som nogle vil benytte sig af. Et andet scenarium, som vi allerede i dag ser konturerne af, er en gradvis, men alvorlig skævvridning af sundhedsvæsenet, hvor nogle patientgrupper på urimelig vis bliver forfordelt. Medicinske patienter vil med stor sandsynlighed tabe i denne konkurrence, og den sociale slagside i sundhed vil stå endnu tydeligere frem end i dag.

Politikere taler ofte om et sundhedsvæsen i verdensklasse. Hvis den ambition skal tages alvorligt, kræver det handling nu. Lægeforeningen vil presse på for, at sundhedsvæsenet får flere midler i de kommende år, og vi vil komme med konkrete bud på, hvor stor en vækst der skal til. For Lægeforeningen er det et højprioriteret område, fordi følgerne af et forsømt sundhedsvæsen kan blive så dramatiske. Der er ikke tale om en abstrakt »sektor«, som kræver flere penge. Der er tale om, at patienterne – mennesker, som findes i kød og blod i dag – vokser i antal, og at der skal være den rigtige behandling til dem alle sammen. Så enkelt er det.