Skip to main content

Sig det højt: ”Alle kan ikke tilbydes alt"

Danske politikere skal have modet til at fravælge tvivlsomme behandlinger.

Julie Mackenhauer
Julie Mackenhauer

Julie Mackenhauer, læge og ph.d.-studerende
E-mail: thejuliemac@gmail.com

15. sep. 2017
2 min.

”Ny medicin lanceres til behandling af frygtindgydende sygdom hos børn”. Du ser overskriften øverst i dit News Feed. Billedet viser en far med hovedet på skrå og et bedårende barn i armene. En patientforening udtaler sig på vegne af den ulykkelige familie. Patientforeningen er fortrøstningsfuld og har snarligt foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Der går ikke lang tid, før politikerne kommer familien til undsætning: ”Den medicin skal vi ha’! Selvfølgelig har vi råd til det i et rigt land som Danmark!”

Men politikerne budgetterer ikke med noget. De stakkels børn skal have den fine behandling, men hellere sidde på hænderne og håbe, at der sker et mirakel, end at afsløre for vælgerne, at pengene tages fra et andet område. Måske et patent på anden dyr medicin udløber, så ingen opdager, at pengene mangler? Måske de utopiske forventninger om effektiviseringer alligevel bliver indfriet trods den historiske faglige opstand mod besparelser?

#

Kære politikere, tal med os

Faktum er, at vi reducerer antallet af sygeplejersker. Vi omlægger de multisyge til ambulant behandling og overlader dem til de pårørende – eller sig selv. Vi forkorter indlæggelsestiden i psykiatrien til gengæld for stigende kriminalitet og genindlæggelser. Men det siger vi ikke højt. Det giver trods alt flere stemmer at tale for verdensklassebehandling og hurtig udredning.

Kære politikere, det er os, der ser de frustrerede patienter komme igen og igen. Personligt har jeg et utal af dårlige patientforløb på samvittigheden, men har heldigvis indset, at det er systemet, der fejler, og at jeg blot er det udførende led.

Kære politikere, tal med os sundhedsprofessionelle om, at vi sammen fravælger en behandling, fordi den er for dyr, evidensen for svag eller målgruppen for tvivlsom. Tal med os om, at nogle prioriteringer kan betyde, at systemet i mindre grad forebygger social ulighed eller forlænger livet. Efterlad os ikke i frontlinjen med en idé om, at vi selv kan løse de stigende krav til skræddersyede, avancerede behandlinger inden for de ”nye og smartere rammer”.

Kære politikere, tal med borgerne. De er både skatteydere og patienter. Delagtiggør dem i principperne for prioritering og indrøm, at det ikke er let. ”Denne behandling forlænger måske din tid som terminalpatient, men kun marginalt og kun hos de få, så den vil vi ikke tilbyde”.

Vi må ikke lade os forføre af følelsesladede forsider og lade velmenende patientforeninger sætte dagsordenen alene. Lad os påtage os ansvaret sammen – politikere og sundhedsprofessionelle – og sige det højt: ”Alle kan ikke tilbydes alt. Det har vi valgt i Danmark”.