Skip to main content

Skammekrogen. Debatbog om medicinske patienter

? Overlæge Carsten Hendriksen E-mail: ch17@bbh.regionh.dk

15. mar. 2010
2 min.

FORFATTERE:

Kilsmark J, Gjørup T, Lilja B et al

Forlag:

København: Dagens Medicin, 2009

Sider: 202

Pris: 295 kr. inkl. forsendelse

ISBN: 978-87-92453-03-7

»Der er grund til god gammeldags dårlig samvittighed over behandlingen af de medicinske patienter«. Citatet stammer fra forordet til denne debatbog, skrevet af 15 forfattere med forskellig baggrund, men med fælles udgangspunkt i citatet.

I 14 kapitler fremlægges under to hovedoverskrifter »På sygehuset« og »På tværs af sektorerne« forfatternes - ofte personlige - beskrivelser fra mere overordnede organisatoriske vinkler (»Kommuner får pisk, mens almen praksis og sygehuse får gulerødder«) til mere specifikke emner (»Ernæringen er livsvigtig, men overlades til ildsjæle«). Der fremlægges hårrejsende eksempler på, hvor galt det kan gå. Specielt er casen »Patienten overlevede - på trods af behandlingen« tankevækkende. Står det så sløjt til, som forfatterne hver især beskriver, er der lang vej endnu til acceptable forhold for disse patienter. Det ser næsten ud som om, der ikke er sket en udvikling i de seneste 20 år. Der fremlægges meget få eksempler på gode forløb i sundhedsvæsenets drift.

Bogens styrke er forfatternes forskellige vinklinger, men det bliver også dens svaghed. Manglende sammenkædende redaktionel bearbejdning medfører gentagelser og forskelle i problemernes tyngde.

Indsatsen i primærsektoren er stedmoderligt behandlet. Der foreligger ingen kommunale beskrivelser, og almen praksis omtales stort set kun i relation til forebyggelse af genindlæggelser. Medikamentel behandling er en kerneydelse for den medicinske patient. Også dette centrale område omtales kun sporadisk trods betydelige håndteringsmæssige problemer i den kliniske hverdag.

Bogens hovedbudskab er, at der er behov for en national handlingsplan for at sikre bedre forhold på medicinske afdelinger for såvel personale som patienter. Hvem kan være uenige i det?

Bogen er udgivet af Dagens Medicin Bøger og støttet af Ældre Sagen og Lægemiddelindustriforeningen.