Skip to main content

Skattefinansieret ulighed i sundhedsvæsenet

Alment praktiserende læge Lene Flachs, København. E-mail: lflachs@dadlnet.dk

29. aug. 2008
6 min.

Ulighed i sundhed og især sundhedsvæsenet er et populært tema og berøres ofte i pressen.

De mange tiltag, private firmaer byder ind med, udhuler vores fælles offentlige sundhedsvæsen, som skal være til gavn for alle uanset familieforhold, uddannelse, jobfunktion og økonomi. Det er nødvendigt, at især vi praktiserende læger med vores tætte patientkontakt og lægeløfte in mente: »at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse ...« informerer om de uhyrligheder, vi møder i vores kontakt med den enkelte patient.

Hele systemet med arbejdsgiverbetalte, private sygeforsikringer til dele af befolkningen, tilbud om opportunistiske helbredsscreeninger af udvalgte medarbejdere på private klinikker bidrager til den voksende ulighed i sundhedsvæsenet, som sammen med gratis skolegang og uddannelse er et af fundamenterne i et demokratisk samfund. Forsikringerne og udgifterne til undersøgelserne er fradragsberettigede for arbejdsgivere, således at vi alle betaler til de velbjergedes undersøgelser uanset ens økonomi, om man selv har en forsikring eller bliver tilbudt personundersøgelser.

Hvem skal sidst i køen?

Personer med private sygeforsikringer mener sig at have ret til at komme først til behandling før andre, bare deres praktiserende læge lige skriver en henvisning. Men samtidigt beder man os praktiserende læger skubbe alle de andre uden forsikringer længere bagud, nedad.

Er der nogen, der har været modige og stået frem og sagt, hvem der skal stå sidst i køen i tider med dårlig økonomi i sundhedsvæsenet, dårlige lønninger og arbejdstider til fastansatte i plejesektoren, for få speciallæger og manglende ansvar for og økonomi til genoptræning?

Når udvalgte personer får foretaget helbredsundersøgelser på private klinikker - vi kender ikke prisen, eller hvem fra det offentlige sundhedsvæsen der passer klinikkerne - udkommer der ofte og forventeligt falsk positive værdier eller abnorme fund uden relation til personens helbredstilstand. De private klinikker tager ikke selv ansvar for deres fund eller undersøger patienterne færdige. De sender straks bolden videre til egen læge, som forventes at foretage den supplerende udredning for det offentliges regning, uanset relevansen og ofte uden at sende besked til egen læge om fundene.

De undersøgte personer forventer naturligvis, at det skal ske straks uden ventetid og uden yderligere vurdering af egen læge, som normalt er første led i undersøgelse og behandling som gatekeeper og tovholder. Hele vores sundhedsvæsen er bygget op omkring den rollefordeling med den viden og økonomi, der er afsat til primærsektoren og sekundærsektoren inkl. aftaler om samarbejdet.

Sundhedstilstanden er i forvejen ulige

Men med de nyere tiltag skrider hele grundlaget for det sammenhængende sundhedsvæsen. Private klinikker og sygeforsikringer har taget over for de velbjærgede, der kommer til at bruge et voksende stykke af kagen, der aldrig bliver mere end 360 grader. I forvejen er sundhedstilstanden ulige fordelt blandt befolkningen og proportional med uddannelse og økonomi. Politikere og embedsværket har stor viden om følgerne, hvis praktiserende læger nedsætter tærsklen for henvisninger af patienter fra primærsektoren til sekundærsektoren.

Det koster rigtigt mange penge mere for hver patient, der henvises til second opinion i stedet for at være blevet afsluttet hos deres egen læge. Samtidigt forlænges ventetiden unødigt for de syge patienter, der efter udredning hos deres egen læge skønnes at have brug for supplerende undersøgelser og behandling.

Hele denne øvelse, som vi har arbejdet på at forbedre og opkvalificere bl.a. gennem massiv videreuddannelse af kommende almenmedicinere og efteruddannelse af praktiserende læger samt praksiskonsulentordningen til forbedring af samarbejdet omkring både den enkelte patient og fagområder generelt på tværs af sektorerne, undermineres af private helt udokumenterede, skattefinansierede tiltag, som er uden kontrol både med hensyn til effekt, kvalitet og økonomi.

Er der videnskabelig dokumentation for opportunistiske screeninger med personundersøgelser?

Lever disse undersøgelser op til WHO's krav til screeningsundersøgelser?

  • sygdommen skal være et vigtigt sundhedsproblem (hyppig),

  • det ubehandlede forløb skal være belyst,

  • der skal være en for patienterne acceptabel behandling,

  • samt klare behandlingsindikationer,

  • der skal være diagnostik og behandlingsfaciliteter,

  • samt en egnet test der er acceptabel for befolkningen, og

  • omkostningerne skal stå i et rimeligt forhold til de samlede sundhedsudgifter.

Er der samme indikationer for kirurgiske indgreb i den offentlige og private sektor?

Er der lavet beregninger, der viser hvad det koster at give skattefradrag for sygeforsikringer, private undersøgelse og de efterfølgende undersøgelser som opfølgning af usikre fund?

Praktiserende lægers dilemma

Skal vi ikke forlange dette - fx en medicinsk teknologi vurdering, der anvendes forud for andre tiltag af lignende art - såfremt det skal være muligt at trække udgifterne fra i skat?

Forventningerne til os praktiserende læger er, at vi med lukkede øjne og ører fungerer som privatklinikkernes ekspeditionskontor ind i det offentlige sundhedsvæsen, som så må udrede alle de skrækscenarier, der er sat i scene, og som heldigvis oftest er falsk alarm.

Det er forståeligt, at den enkelte forventer umiddelbar aktion. Det er svært som praktiserende læge ikke at henvise videre. Det er et dilemma, som vi praktiserende læger ikke kan løse alene.

Hvad med den meget unge, raske, velbegavede kvinde med lederjob i et stort firma, der får påvist en lille, betydningsløs forandring. Privatklinikken har allerede planlagt det videre forløb sammen med kvinde uden at informere mig men med behov for mit stempel.

Eller den vellønnede, midaldrende, raske, fitte mand i lederjob, der aldrig er syg og har aftaler om arbejdsgiverbetalte, årlige undersøgelser, hvor der konstateres en fuldstændig harmløs forandring, som skal udredes her og nu. Det bliver den. Nye undersøgelser i offentligt regi kan ikke påvise noget abnormt alligevel. Men hele øvelsen er kørt igennem på få dage.

Men hvad med den 35-årige aleneboende, arbejdsløse flygtning, der tidligere er tortureret og har mange psykosomatiske gener? Han indlægges trods alt med meningitis og får følgesymptomer. Efter neurologisk undersøgelse kan man december 2007 ikke sikkert udelukke intrakraniel proces, hvorfor han henvises til MR-skanning med ny tid i ambulatoriet til svar medio april 2008! Han kan ikke forstå den lange ventetid, hvilket hans læge heller ikke kan, når nu de andre fra de private forsikringer kan få ordnet et fuldt program på få dage.

Eller den 71-årige, beskedne kunstner uden arbejdsgiver, der har skrantet i flere mdr. og som får påvist mulige maligne forandringer. Der er ventetid på tre uger med omvisitation af egen læges henvisning efter flere rykkere grundet manglende svar på henvisningen?

Eller den midaldrende med aftale om kataraktoperation, som udsættes pga. konflikt, men hvor den offentligt ansatte patientvejleder i stedet for at finde en løsning straks spørger til evt. privat forsikring, som så i stedet kan benyttes ved den nødvendige operation.

Hvad med børneundersøgelser og børnevaccinationer, der betragtes som et vigtigt forebyggelsestilbud? De er netop blevet evalueret af Statens Institut for Folkesundhed med påvist social skæv udnyttelse. Socialt udsattes børn bruger tilbuddet i mindre omfang. Det har endnu ikke været muligt at etablere en ordning med en offentligt administreret indkaldelse af alle børn?

Hvad med HPV-vaccination? De riges børn er blevet vaccineret mod HPV-virus for egen regning, selv om risikoen for at blive syg af den infektion er størst blandt udsatte unge, som først senere tilbydes vaccination trods MTV-rapport med anbefaling om gratis vaccination, der allerede er indført i andre lande, herunder Grønland.

Vi bliver nødt til med deltagelse af alle sundhedsvæsenets aktører at tage stilling til, hvorledes vi praktiserende læger, der har den primære kontakt til patienterne inkl. Gatekeeper- og tovholderfunktion, sammen med sekundærsektoren skal forholde os til det her scenarium, der kun har vist sin begyndelse.

Parallelle systemer

Vores organisationer og videnskabelige selskaber, Danske Regioner, Sundhedsstyrelse, Sundhedsministerium og andre opfordres hermed til at sætte sig sammen og se på, hvilke sundhedsydelser man vil finansiere via skatteborgernes penge, og hvilke krav der skal være opfyldt. Ellers ender vi med parallelle systemer, der både øger uligheden og fordyrer indsatsen i et i forvejen stramt finansieret sundhedsvæsen uden de nødvendige ressourcer, som slet ikke lever op til de krav og forventninger, som både befolkningen og politikerne har til os.