Skip to main content

Social ulighed i sundhed og akkreditering

Efter ti år fik en socialt belastet patient en diagnose. Hvordan kan sådan en forsinkelse undgås?

Socialt boligbyggeri. Foto: Kirsten Hallager.
Socialt boligbyggeri. Foto: Kirsten Hallager.

Praktiserende læge Kirsten Hallager, Nørresundby
E-mail: kirstenhallager@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

28. jan. 2016
4 min.

En kasuistik indeholder en sygehistorie med en faglig pointe, der er et sjældent fænomen, som ikke fanges ved at følge guidelines, og derfor er en faglig udfordring. I en kasuistik [1] om en lille pige med leversygdom var den faglige pointe en forhøjet leverprøve. Kontrollen af denne leverprøve skete først med ti års forsinkelse med alvorlige konsekvenser for pigen. Overgangen fra det sekundære til det primære sundhedsvæsen glippede.

Ved den akkreditering [2], som praktiserende læger skal igennem, bliver overgange til andre sundhedsaktører og opfølgning af prøvesvar sikret.

Akkreditering sker på de forhold og aktiviteter, der foregår i klinikken. Der bliver lagt mest vægt på akkreditering af den medicinske behandling. Akkrediteringen sikrer, at de praktiserende læger handler ens og følger guidelines.

En standard gælder sårbare patientgrupper, men socialt belastede og hjemløse er ikke nævnt.

Sociale forhold er sjældent hovedemnet i en kasuistik, selvom det er en vigtig faktor for sundhed. Denne faktor kan måles på livslængden.

I Svend Heinilds gamle bog fra 1969 om socialt belastede børn [3] nævner han den store ulighed i mænds levealder i den højeste og den laveste socialklasse i England allerede i 1800-tallet. I Svend Heinilds bog findes mange lærerige sygehistorier med fokus på de sociale forholds betydning.

En sygehistorie

Forskellen i sundheden for forskellige socialklasser fortsætter og ses i danske tal i Sundhedsstyrelsens udgivelse fra 2011: Ulighed i sundhed – årsager og indsatser[4]. I denne bog findes ingen sygehistorier, kun tal og tabeller.

Kunne næsten ti års forsinkelse i diagnosen hos en socialt belastet patient være undgået ved mere opmærksomhed på overgangen fra patienten til lægen og sundhedsvæsenet?

En sygehistorie: En yngre kvinde fra de lavere sociale lag uden uddannelse og med kun ganske sparsomme beskæftigelser startede sin kontakt med sundhedsvæsenet med en provokeret abort som 16-årig. Derefter havde hun næsten udelukkende kontakter med lægevagten pga. muskelsmerter, hududslæt, nældefeber, besvimelser, mavesmerter og til sidst angst. Som 19-årig var hun hos en hudlæge, hvor en hudbiopsi viste lupus erythematosus discoides (LED). Patienten blev kort efter set af en privatpraktiserende neurolog pga. besvimelserne, der blev tolket som vasovagale tilfælde. Den rigtige diagnose blev ikke stillet trods det, at en positiv ANA (antinukleære antistoffer)-måling nu forelå. Samme år kom hun pga. angsten i kontakt med ungdomscenteret og blev af ungdomscentrets læge sat i behandling med SSRI (selektive serotoningenoptagelseshæmmere). Alligevel begyndte hun at isolere sig. Hun havde 24 år gammel lukket sig helt inde i sin lejlighed. Hun blev tilbudt kontrol hos egen læge flere gange, men kom ikke. Kommunen indhentede flere attester for at få dokumenteret den konstante sygemelding pga. angst og socialfobi. Som 28-årig fik patienten ledsmerter og ønskede besøg. Det blev fortsat opfattet som et psykosocialt problem, men ved besøget fandtes en alment dårlig stuporøs patient med urinretention. Primære blodprøver viste myxødem. På sygehuset blev hun meget dårligere med glomerulonefritis, højtrykslungeødem og senere kramper, inden diagnosen systemisk lupus erythematosus (SLE) blev stillet. Patienten kom på et tremåneders genoptræningsophold, inden hun blev udskrevet med en uoverskuelig medicinliste og uden gangfunktion.

Opmærksomhed på socialt belastede

Behandlingen af patientens angstsymptomer slørede, at de psykiske symptomer måske var forårsaget af SLE-sygdommen og ikke var en selvstændig sygdom.

Patienten henvendte sig mest til lægevagten og fulgte ikke op hos egen læge eller speciallægen efter henvisning. Med moderne e-journaler forsvinder overblikket, så hudlægens epikrise blev ikke set.

Denne kasuistiks budskab er at være mere opmærksom på socialt belastedes sygehistorie, der er sværere at få overblik over pga. deres måde at henvende sig til sundhedsvæsenet på inkl. at udeblive fra undersøgelser og kontroller.

Alverdens akkreditering kan ikke ændre den sociale ulighed i sundhed, medmindre hver eneste patients sygehistorie bliver betragtet som en spændende og udfordrende kasuistik.

Overgange sikres mellem mennesker.

Referencer

LITTERATUR

  1. Jørgensen MH, Christensen VB, Clemmensen O. Forhøjet alaninaminotransferase hos en fireårig pige som tidligt tegn på autoimmun hepatitis. Ugeskr Læger 2014;176:753-4.

  2. Den Danske Kvalitetsmodel. Akkrediteringsstandarder for almen praksis 1. version. IKAS november 2014.

  3. Heinild S. Den virkelighed barnet lever i. København: Rhodos 1969.

  4. Diderichsen F, Andersen I, Manuel C. Ulighed i sundhed – årsager og indsatser. København: Sundhedsstyrelsen 2011.