Solopraksis – og fremtidens sundhedsvæsen

Solopraksis bliver konstant kritiseret fra alle sider undtagen patienternes. Men når solopraksis sammenlignes med andre praksisformer i videnskabelige undersøgelser, er der ikke tvivl om denne praksisforms kvalitet og robusthed. Den er svaret på nogle af de udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for i dag. Solopraksis er beliggende der, hvor patienterne er, dvs. afstanden til lægen er kort, enhederne er tilpasningsdygtige, etableringsomkostningerne er lave, og de har bedste mål på faglighed/patienttilfredshed.

Patienternes praksis

Et af de store mantraer i dag er at skabe mindre ulighed i sundhed. OECD-rapporten fra 2013[^1] om det danske sundhedsvæsen konkluderede, at en af de største ulighedsskabende faktorer p.t. i Danmark er afstanden til den praktiserende læge.

Mindre praksisenheder eller solopraksis er en væsentlig måde, hvorpå man kan forkorte afstanden til lægen. En anden faktor er, at patienterne og i særdeleshed de skrøbelige patienter hellere benytter en fast læge end et lægehus. En "egen læge" giver større tryghed og kontinuitet.

Fagligheden i top

OECD-rapporten dokumenterer, at fagligheden/kvaliteten i det danske sundhedsvæsen er lige så god som andre praksistyper. DanPEP-undersøgelsen [^2] angiver, at patienterne i solopraksis har større tilfredshed med faglighed, tilgængelighed og information. Et ph.d.-studie fra 2014 slår fast, at små praksisenheder og i særdeleshed solopraksis har den højeste grad af relationel koordinering og organisatorisk social kapital [^3].

Primærsektorens udfordringer

Det er vist, at en befolknings sundhed er afhængig af primærsektorens kvalitet, medens kvaliteten af sygehussektoren har en underordnet rolle i forhold til befolkningens helbredsmæssige trivsel og overlevelse. Derfor er udviklingen i de kommende år vigtig, set i relation til, hvorledes vores sundhedsvæsen skal fungere fremover. Når man centraliserer sygehusbehandlingen på de nye supersygehuse, er det ekstra vigtigt, at der er en differentieret primærsektor tæt på borgerne med almen praksis i lokalområderne.

Modernisering af solopraksis

Solopraksis ikke løsningen på alt. Det er væsenligt at skabe praksiskonstruktioner, der passer til forholdene. I visse sammenhænge kan større praksis være hensigtsmæssige af hensyn til trafiktilgængelighed, og i andre kan et netværk af solopraksis eller mindre praksis være løsningen.

Eventuelt kan disse mindre praksis være sattelitpraksis til større praksis andre steder, hvor man har vagt-, uddannelses- og administrativt fællesskab. Man kan forestille sig, at kommunerne investerer i lokaler i området, således at praksis kan arbejde på favorable økonomiske vilkår i samarbejde med kommunens pleje- og akutinstitutioner.

Større praksisenheder

Det kan konkluderes, at jo mere praksisenhederne vokser – ved at strukturen og personaleforholdene kommer til at ligne hospitalsambulatorier med meget og skiftende personale – jo dårligere oplever patienterne behandlingen [^4].

Regionernes argumenter for flerlægepraksis er, at de lettere kan passes ind i administrative modeller, som man kender. Modellen kendes fra 1813 med servicelandskaber, hvor sundhedsarbejdere på lavere uddannelsesniveau end speciallæge i almen praksis superviseres af en eller flere specialister. Resultatet er store enheder med meget personale, lavere faglighed og mindre kontinuitet i patientforløbet. Og frem for alt: Det er meget omkostningstungt.

De regionsklinikker, som eksisterer i dag, har en udgift på omkring 2.000 kr. pr. tilknyttet patient mod 1.400 kr. i almen praksis. Forestiller man sig et system som det svenske "vårdcentralsystem", må man ryste op med 4.000 kr. pr. borger.

Og det ser desværre ud til, at det er i den retning, Danske Regioner vil bevæge sig – selv om de hævder det modsatte.