Sottesengen i Muddergrøften

Engang gik en Mand fra et kummerligt Sogn langs Stranden og kom forbi en Flynder, der lå tilbage på Vaden og gispede, overrasket af Ebben.

Manden fik medlidenhed og bar den udi Vandet, thi han havde et godt Hjerte og brød sig ikke om at se Vorherres Skabninger lide. Da sagde Flynderen til ham: »Tak for Barmhjertigheden!«, og så forsvandt den i Bølgerne. Sognerådsformanden hørte siden derom: »Det var sandelig ingen almindelig Flynder! Jeg havde ikke så lemfældigt ladet den undslippe«, tænkte han, thi han var ærgerrig og tænkte altid på egen Fordel.

Så hastede han til Stranden og kaldte: »Flynder! fra Vaden forløst, her råder Kummer og Møje. Vær os en Trøst, at vi må mindre Ondt døje!«. Da kom Flynderen frem fra Vandet for at lytte: »Sottesengen i Muddergrøften er slet Lindring for dem, der hverken har at bide eller brænde. Giv Sognet et Sygehus!«. »Du har det allerede«, sagde Flynderen. Da Sognerådsformanden nærmede sig Byen, så han en ny solid Hospitalsbygning i kalket Murværk. Og indenfor var renskuret og propert, og Læger og Sygeplejersker forjog megen Dårligdom fra de arme. Og man bukkede og takkede Sognerådsformanden, thi man mente, at alt var hans Fortjeneste, og man gjorde ham til Overborgmester! Således gik en Uge.

Men da kom en sådan Hvileløshed over Overborgmesteren, at han idelig måtte lægge sit Arbejde fra sig og hverken fandt Rast eller Ro: »Hvor jeg dog var beskeden! Flynderen kunne dog have givet mig et Statshospital! Man ville have gjort mig til Konseilspræsident derfor!«. Og han hastede til Stranden: »Flynder! fra Vaden forløst, her råder Kummer og Møje. Vær os en Trøst, at vi må mindre Ondt døje!«. Da kom Flynderen frem fra Vandet for at lytte: »Giv mig et Statshospital, at jeg kan blive Konseilspræsident«, og Flynderen svarede: »Du har det allerede«.

Da Konseilspræsidenten nærmede sig byen, så han på Afstand et prægtigt Hospital! Men da han kom tættere, så han, at Murene hist og her stod på et revnet Fundament. Og skønt Læger og Sygeplejersker og Patienter var talrigere end ingensinde før, så funklede dog ikke deres Øjne så levende mere. Således gik en Time. Da kom Uro over Konseilspræsidenten, og han hastede ned til Stranden: »Flynder! fra Vaden forløst, her råder Kummer og Møje. Vær os en Trøst, at vi må mindre Ondt døje!«. Da kom Flynderen frem fra Vandet for at lytte: »Giv mig et Supersygehus i Verdensklasse med hurtig Udredning, Behandling og Genoptræning til alle. Og Garantier tillige!«

Da lød et Brag, som var en Utopi kollapset, og Flynderen sagde: »Hjemme vil du atter finde Sottesengen i Muddergrøften!«