Skip to main content

Sundheden skal stå højt på dagsordenen i forbindelse med voldelige konflikter

Reservelæge Ingrid, Marie Holst Olsen, Globale Læger, København. E-mail: ingrid.holst.olsen@gmail.com Interessekonflikter Ingen

12. mar. 2010
3 min.

Voldelige konflikter har katastrofale menneskelige og økonomiske omkostninger - og dette gælder ikke mindst for sundheden.

Verdensbanken og WHO anslår, at i 2020 vil al sygelighed som følge af voldelige konflikter være blandt de ti hyppigste årsager til disability-adjusted life year (DALY) [1], det vil sige, at sundhedskonsekvenserne vil have et omfang, der er sammenligneligt med omfanget af iskæmisk hjertesygdom og kronisk obstruktiv lungesygdom. Sundhedskonsekvenserne er ikke kun dem, der følger direkte af krigshandlinger i form af drab og fysiske og psykiske traumer, men også indirekte konsekvenser som følge af mangel på sundhedsydelser, rent vand, husly og fødevaresikkerhed. I en opgørelse foretaget af WHO og Iraks regering over Irakkrigens første tre år viste det sig, at der i gennemsnit døde 124 irakere om dagen [2].

Voldelige konflikter er en voksende trussel mod den globale sundhed - og sundhed er en forudsætning for udvikling. Efter min mening skal der langt mere fokus på emnet. Voldelige konflikter rammer i højere grad de fattigste lande og uden hurtig rekonstruktion af disse landes sundhedsvæsen, har de ikke en chance for at rejse sig og på længere sigt skabe ordentlige vilkår for deres befolkning. Migration medfører tab af arbejdskraft, hvilket bidrager yderligere til risikoen for aldrig at blive en velfungerende stat, der kan garantere en minimal grad af menneskelig sikkerhed for befolkningen. Med migrationen flytter sundhedskonsekvenserne til bl.a. Danmark, hvor psykiske traumer påvirker livskvaliteten og funktionsniveauet hos de patienter, man som læge møder i den kliniske hverdag. Således er cirklen sluttet. Vi er som land meget privilegeret, og vi skal tage et medansvar for at imødegå de uheldige menneskelige konsekvenser af voldelige konflikter. Vi taler om millioner af menneskeliv og ikke blot politisk strategi og brikker i et skakspil.

Som læger har vi en unik position til at skabe viden og handling på sundhedsområdet. Den enkelte læge skal kende til de menneskelige konsekvenser af voldelige konflikter og fungere som en fortaler for de svageste patienter. Lægeforeningen skal bidrage til, at de sundhedsmæssige konsekvenser af voldelige konflikter sættes på dagsordenen, og at der fra politisk side tages skridt til at sikre mindst mulig menneskelig lidelse. Forskere skal bidrage til at øge vores viden om sundhed og voldelig konflikt. Den enkelte sundhedsarbejder kan bidrage direkte ved at yde et bidrag som led i en sundhedsindsats før, under eller efter voldelige konflikter. Endelig skal civilsamfundet sikre, at sundheden ikke glemmes af den politiske dagsorden, og at der ydes en kvalificeret indsats i lande, som påvirkes af voldelige konflikter.

Jeg tror på, at danske læger og kolleger fra andre sektorer skal tænke sammen, blive klogere sammen og dermed sammen skabe et fornuftigt grundlag for konstruktiv handling. Derfor er jeg medarrangør af Global Response 2010, en international konference, som afholdes i København den 22.-25. januar 2010. Globale Læger, Lægeforeningen, danske forskere og en række andre civilsamfundsaktører er gået sammen med det formål at samle alle aktører og eksperter på området. Vi ønsker at inspirere til handling og skabe ny viden og et globalt netværk blandt sundhedsarbejdere, akademikere og interessegrupper, der med et sundhedsfagligt udgangspunkt arbejder på at forebygge voldelig konflikt. Vi vil skabe bedre indsats globalt set.

Forudsætningen for, at Global Response 2010 og den øvrige håndteringen af voldelige konflikter skal blive en succes, er aktiv deltagelse af alle personer med en holdning til og viden om emnet. Vi opfordrer jer alle til at bidrage og deltage, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid.

Se mere på www.globalresponse2010.dk.


Referencer

  1. MacQueen G, Santa-Barbara J. Conflict and health: peace building through health initiatives. BMJ 2000;321:293-6.
  2. Garfield RM, Neugut AI. The human consequences of war. I: Levy BS, Sidel VW, Carter J, red. War and public health. New York: Oxford University Press, 1997:33.