Sundhedsreform: 
Hvor er psykiatrien?

For nylig var jeg til møde med sundhedsministeren og innovationsministeren om den sundhedsreform, som regeringen netop har præsenteret. En reform med gode elementer: flere praktiserende læger og faglig udvikling i kommunerne. Men også med store mangler. Det var forstemmende at gå ned ad Finansministeriets brede stentrappe med bevidstheden om, at psykiatrien igen-igen behandles, som om den ikke er en fuldgyldig del af sundhedsvæsenet.

Vi står med en reform, som ifølge statsministeren er en langsigtet udviklingsplan, som sætter retningen mange år frem i tiden. Desto alvorligere er det, at den nødvendige hjælp til den store gruppe af mennesker, som har en psykisk sygdom, ikke er indeholdt i planen. På trods af at psykiske lidelser er mere udbredte end kræft og kredsløbssygdomme. Nogle har milde forløb, andres sygdom er meget alvorlig, ja livstruende, men alligevel må de tage til takke med tilbud, som langtfra matcher dem, som sundhedsvæsenet tilbyder patienter med kræft eller hjertelidelser.

Vi taler om mennesker, som ikke kan blive indlagt, selv om de har brug for det. Det burde gøre indtryk, når f.eks. 58 pct. af de psykiatere, som behandler voksne på sygehusene, mindst én gang om ugen oplever, at de er nødt til at udskrive en patient, som ud fra et lægefagligt synspunkt ville have haft gavn af at blive på sygehuset. Jeg kunne finde andre lige så oprørende tal, og de peger i samme retning. Der er brug for sengepladser, sammenhængende forløb og ikke mindst en langsigtet finansiering.

Men der er vi langtfra. Se blot på den situation, som mennesker, der slås med både misbrug og en psykiatrisk sygdom, fortsat står i. Regionerne varetager den psykiatriske behandling, mens hjælp til f.eks. at komme ud af et alkoholmisbrug varetages i kommunerne. Vi har været meget bekymrede for manglende sammenhæng i behandlingstilbuddet til denne gruppe og svingende kvalitet i behandlingen af alkoholmisbrug. Derfor var vi også glade for, at regeringen så sent som i december 2017 i et af sine egne sundhedsudspil stillede i udsigt, at misbrugsbehandlingen for mennesker med psykiske lidelser skulle samles i regionerne. Men det er glemt nu. Selv om man bladrer gennem alle sundhedsreformens 144 sider, finder man ikke mennesker med dobbeltdiagnoser nævnt med ét ord.

Det springer også i øjnene, at reformen ikke forholder sig aktivt til et voksende behov for at sikre tilstrækkeligt med læger i psykiatrien. At syge mennesker skal kunne få den rigtige lægelige behandling, er indlysende, og sådan skal det selvfølgelig også være i psykiatrien. Vi har i Lægeforeningen sammen med Yngre Læger og Overlægeforeningen foreslået et nationalt partnerskab for at tiltrække flere læger til psykiatrien – med sundhedsministeren for bordenden. Det kunne have været en oplagt start. Men nej, desværre.

Andre end Lægeforeningen har peget på, at psykiatrien svigtes i den nye reform. Patienter, fagfolk og medier. Man kan vælge at se det som et lys i tusmørket. Der er en voksende erkendelse af, at det er diskrimination af syge mennesker, vi oplever, og at der skal forandring til. Men det bliver en lang, lang proces, og det vil komme til at kræve et konstant pres på politikerne for at få dem til at tage deres ansvar for en sårbar patientgruppe på sig.