Hvis tolkegebyret genindføres, vil vi igen se patienter udeblive, børn blive brugt som tolke, og patienter vil være tvunget til at klare sig med deres sparsomme dansk. Patienter med psykiske traumer har sværere ved at lære nyt og kan efter vore erfaringer ligefrem miste det danske sprog med tiden. Nogle patienter lærer aldrig dansk, og der er meget, der tyder på, at de simpelt hen ikke er i stand til det pga. påvirket hukommelse og indlæringsevne efter voldsomme, traumatiske oplevelser.
Nok så mange gebyrer kan ikke ændre på flygtninges traumer og deres konsekvenser. Nok så mange gebyrer kan ikke forbedre indlæring og hukommelse. Sundhedsministeren har udtalt, at man må forventes at tale dansk efter tre år i Danmark. Dét må stå for ministerens egen regning, for der er ingen evidens, der støtter hendes holdning. Derimod er der klare erfaringer for, at et tolkegebyr medrører administrativt kaos og omfattende spild af lægetid: Sidst der var tolkegebyr, så vi hvordan læger måtte bruge værdifuld tid på at skrive dispensationsansøgninger og lægeerklæringer til patienter, der af åbenlyse årsager ikke magtede at lære dansk.
I virkeligheden, uden for finanslovens forligskreds, er problemet det stik modsatte. Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital har påvist, at der sker mange fejl i sundhedsvæsnet pga. manglende anvendelse af tolke – tolke anvendes alt for lidt, og det går ud over patientsikkerheden. Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen har fået denne rapport. Hvis tolkegebyret opretholdes, vil de handle stik imod den viden, der er på området. De enorme konsekvenser af at tilsidesætte denne viden kan ikke på nogen måde begrunde en ubetydelig politisk sejr. Gebyrer har en social slagside og rammer dem, der har mest brug for let og lige adgang til sundhedsvæsnet
Sundhedsvæsenet er ikke en symbolpolitisk legeplads, hvor patienter og læger er statister.