Skip to main content

Susanne Feierskov: Hvad skal jeg sige til mine patienter, hr. direktør?

Susanne Feierskov, tidl. psykiatrisk overlæge på en række centre i Region Hovedstaden. I dag i egen speciallægepraksis.

21. nov. 2013
3 min.

En mørk aften på Frederiksberg. Vi taler om ham, fordi jeg efterlyser det svar, han havde lovet at give for længe siden. I samme nu træder han som besværget ud af væggen i den restaurant, hvor vi sidder. Går forbi os med en pibe i hånden og skal udenfor at ryge. Direktøren for Region Hovedstadens Psykiatri, (RHP), Martin Lund. Min kollega ligner en, der har set et spøgelse. Det gibber også i mig. Jeg har næsten lige siddet i min praksis og googlet ordene: pakkeforløb og evaluering og vupti sidder Martin Lund med foldede hænder på RHP's hjemmeside, hvor virksomhedsplanen for 2012 rulles ud for mig. Blandt de mange skibe, som Regionen ivrigt har søsat i sine syv leveår, er pakkeforløbene for ikkepsykotiske lidelser, der blev sendt af sted i 2010. Martin Lund lover: I 2012 vil der blive sat fokus på, at pakkeforløb i RHP videreudvikles, derfor skal de eksisterende pakkeforløb evalueres i 2012. Har spurgt og ledt, men fraset røgen fra direktørens pibe kan jeg hverken i horisonten eller tæt på få øje på nogen evaluering. Det eneste, jeg har fundet ud af, er, at der nu bliver søsat endnu flere behandlingspakker i alleregioner, bl.a. til PTSD og ADHD. Jeg vil så gerne vide noget om, hvordan det er gået pakkepionererne på deres jomfrufærd. Flere af mine patienter er blevet matte i blik og stemmeføring, når jeg har foreslået dem henvisning til et pakkeforløb: Der har jeg været, virkede ikke; eller virkede kun i starten. De lider fortsat af angst, OCD eller depression trods behandling med medicin og pakkeforløb. Hvad skal jeg sige til mine patienter hr. direktør? Vel er der behandlingsresistente mennesker, som kan tilbydes et længerevarende regionsforløb. Men jeg savner dokumenteret belæg for pakkerne. Regionslederne har sendt patienter og klinikere ud i et pakkeformet ingenmandsland, som man har forsømt at kortlægge; rettere, ud i et ingenmandsvand med skibe uden mål og retning, og hvor lasten ikke er gået nok efter, en last oftest bestående af regionsmantraet: kognitiv terapi. I American J Psychiatry har Driessen et al så sent som i september 2013 publiceret en randomiseret hollandsk undersøgelse (den hidtil største af sin art) med 341 ambulante patienter, der havde »major depression«, og den viser, at der ikke er signifikant forskel mellem effekten af kognitiv og psykodynamisk korttidsterapi, (16 sessioner udført af erfarne behandlere, followup et år efter), og at kun knapt en fjerdedel af patienterne havde remission, HAM-D < 7, ved begge terapiformer. Røg fra lastrummet! Røg fra direktørens pibe! Hov var røgen ikke pakkeformet? Dette er ikke en pakke. Ceci n´est pas une pipe.

Læs svar på side 2965