> Svar:

Jeg kan konstatere, at jeg er enig med såvel Poul Jørgen Ranløv som Kjeld Lyngborg og Mogens Tangø i, at speciallægemanglen er en af sundhedsvæsenets største udfordringer. Men så hører enigheden tilsyneladende op. Jeg mener fortsat, at det aftalesystem, som findes ikke blot for speciallægepraksis men tillige på store dele af arbejdsmarkedet, er i de flestes interesse. Og så bliver jeg altså nødt til at påpege, at der ikke i Special-lægeoverenskomsten findes nogen eksklusivbestemmelse, der giver de praktiserende speciallæger mulighed for at begrænse antallet af ydernumre. Det er regionerne, som i sidste ende bestemmer, hvor mange ydernumre der skal være inden for de enkelte specialer. Og når det en sjælden gang lykkes at få udvidet kapaciteten inden for et speciale, opfattes det som en sejr af de regionale tillidsrepræsentanter.

Som jeg nævner i mit svar til Kjeld Lyngborg og Mogens Tangø, har man i forbindelse med den seneste fornyelse af Speciallægeoverenskomsten aftalt nedsættelse af en arbejdsgruppe, som skal fremkomme med forslag, der skal fremme et øget samarbejde og en øget integration mellem praktiserende speciallæger og sygehusvæsenet. Jeg synes, at det viser, at overenskomstens parter tager kapacitetsproblemerne alvorligt, og jeg forventer mig meget af dette udvalg.